onsdag den 27. maj 2015

Dyrk din egen kruspersille og salat i Kongens Køkkenhave


Københavnerne kan nu få jord under neglene, når en ny byhave med 26 højbede åbner midt i Kongens Have. Køkkenhaven er et tilbud til de af byens borgere, der har lyst til at dyrke bær, grøntsager og blomster inden for voldene.I dag åbner Fødevareministeriet og Styrelsen for Slotte og Kulturejendomme en køkkenhave i Kongens Have. Konceptet bag byhaven er, at byens beboere får mulighed for at dyrke deres egne fødevarer, som de kan tage med hjem og bruge i madlavningen. Der skabes nye grønne byrum, hvor man kan mødes, og kendskabet til madkultur, bæredygtighed og sundhed udbredes.

"Kongens Køkkenhave bliver skabt for at sætte fokus på de mange muligheder, der ligger i byhaver - det som på moderne dansk hedder urban farming - og for at demonstrere, at Fødevareministeriet ønsker at hjælpe nye og spændende initiativer i gang", siger direktør i Fødevarestyrelsen Esben Egede Rasmussen.

Inspiration fra Christian IV
'Kongens Køkkenhave' bliver en folkelig og moderne udgave af den køkkenhave, som Christian IV etablerede i 1600-tallet i Kongens Have, hvor der blev leveret mad og afgrøder til kongehuset. Nu planter Fødevareministeriet og Styrelsen for Slotte og Kulturejendomme nye frø, der kan spire og motivere til skabe flere grønne byrum.

"Der er gennem historien blevet dyrket både frugt og grøntsager i Kongens Have, så på den måde er der tale om en videreførelse af gammel tradition. Samtidig bidrager Kongens Køkkenhave til vores ambition om at skabe flere tilbud og oplevelser for havens mange gæster", siger Slotshavechef i Styrelsen for Slotte og Kulturejendomme Niels Mellergaard.

Alle, som har lyst til at være med til at passe haven og høste grønsagerne til eget brug, kan melde sig som frivillige og vil sommeren igennem blive inviteret til havedage med pasning, vejledning om god havedyrkning og brug af afgrøderne.

Ved indvielsen vil gartnere fra byhavevirksomheden 'TagTomat' hjælpe interesserede med at så og plante de første frø i højbede og plantekasser. Der vil også være aktiviteter for børn i form af et 'frøbombe-værksted'.

Senere på ugen åbner Fødevareministeriet en hjemmeside www.fvm.dk/byhaver, hvor der vil være gode råd til, hvordan man kan dyrke krydderurter og kruspersille i byen, sådan som man gør det i Kongens Køkkenhave.

Pressen og andre interesserede er velkomne til første spadestik, som tages tirsdag 26. maj, kl. 14:30 i Kongens Have mellem Rosenborg Slot og Herkules Pavillonen - der, hvor Christian IVs køkkenhave lå i 1600-tallet.

Haven åbnes af direktør i Fødevarestyrelsen Esben Egede Rasmussen, Slotshavechef i Styrelsen for Slotte og Kulturejendomme Niels Mellergaard og Københavns stadsarkitekt Tina Saaby. Tildmelding ikke nødvendig.

Læs mere her

tags: København, direktør, Saab, Rosenborg, kongehuset, virksomhed, Fødevarestyrelsen, krydderurter, frugt,

Ingen kommentarer:

Send en kommentar