tirsdag den 31. december 2013

Tid til nærvær

Drop dine forventninger til dig selv og julen og få en afstressende, hyggelig og fredfyldt tid i i december, lyder rådet fra en familie- og parterapeut
Aldrig så snart det er blevet november før pulsen stiger hos Familien Danmark.
Det er snart jul, og kalenderen presses til det yderste med julefrokoster med familie og venner, juletræsfester i børnehave, skole, på arbejdet og i lokalsamfundet. Der skal hentes juletræ, pyntes op til jul og bages småkager. Konfekt plejer vi da også at lave!
Vi skal nå så meget – og alt skal være perfekt.
"Den tid på året, vi ser frem til som hyggelig og fredfyldt, ender dog alligevel for rigtig mange familier med at blive fyldt med alt muligt andet end hygge og fred," siger familie- og parterapeut Christina M. Strømsted, der også er certificeret stresscoach.
Problemet ligger ifølge terapeuten både i andres forventninger til os og mest af alt i vores egne forventninger til os selv og julen.
Vi bliver stresset, når vi ikke kan leve op til vores krav om 100 procent perfektion. Standarden er det juleunivers, vi bliver præsenteret for i film og medier."

NÆRVÆR PÅ ØNSKELISTEN
Christina Strømsted mener desuden, at "vi plejer"-diktaturet er med til at holde kunstigt liv i mange juletraditioner, såsom at kreere unikke julekort, at lave al julemaden selv og at deltage i tonsvis af sociale arrangementer.
"Mange aktiviteter både i privatlivet, i arbejdslivet og i børnenes institutions- og skoleliv presses ind i samme måned, og når vi står på den anden side af julen, er december gået med at planlægge og bekymre sig om gaveindkøb, madlavning og økonomi. Med alt det forsvinder opmærksomheden fra nuet og med det muligheden for at nyde de små stunder af hygge og nærvær, som vi ellers havde set frem til," slutter terapeuten.

HJÆLP UDEFRA
Et af de store stressfremkaldende elementer i julemåneden er maden. Alt skal være, som det plejer, og helst hjemmelavet.
Men den tradition har flere og flere danske familier brudt med.
De bestiller simpelthen maden udefra. Således leverer cateringfirmaet Smageriet i gennemsnit mad til 25.000 kuverter i julemåneden.
Marketingchef Gitte Tindbæk Larsen fortæller, at mange kunder vender tilbage år efter år, fordi det går op for dem, hvor værdifuld roen er i dagene op til og umiddelbart efter den store aften.
"I min egen familie får alt, hvad der kan fremkalde bare den mindste smule stress i julemåneden, ikke lov til at snige sig ind. Tid til nærvær og omtanke er derfor også blevet et mantra for Smageriet. Vi tilbyder danskerne at gøre det nemt og stressfrit at holde julefrokost før og efter juleaften.
Så får den uundgåelige juletravlhed i det mindste kun lov til at ramme selve juleaften, hvor vore kokke og chauffører skal have en velfortjent fridag," siger marketingchefen fra Smageriet.


Læs mere her

tags: Danmark, juleaften, økonomi, kunst, december, arbejdsliv, stress, børnehave, coach,

mandag den 30. december 2013

Verdens bedste oliven olier kommer til Danmark

image description
CIOOA / Copenhagen International Olive Oil Awards den 4. - 5. juni Design Hotel Skt Petri / Ocean Club
Den første årlige CIOOA finder sted København og repræsenterer Skandinavien med et International ekspertpanel på 10 personer. Panelet er udpeget af Dr. Gino Celletti (Milano, Italien) fra IOOC / International Olive Oil Council.

Formålet med prisuddelingerne er ikke blot at bringe i hundredvis af verdens bedste olivenolier til København for at konkurrere om guld og førstepræmien på 2.500 euro. Idéen er også at lære det skandinaviske marked om de sundhedsfremmende aspekter ved en daglig kost, der indeholder olivenolie. København har placeret sig på landkortet som verdens gastronomiske hovedstad. Derfor er tiden inde til at introducere den aktuelle konkurrence til det skandinaviske marked.

Konkurrencens 10 håndlavede pristrofæer skabes og leveres af den internationalt anerkendte kunstner, Lina Murel Jardorf, og repræsenterer en værdi på over 100.000 DKK.

Thomas Rode Andersen vil kreere en signaturret til gæsterne på Hotel Skt. Petri Brasserie den 4. juni.

Der vil være seminarer, hvor gæster, hotelmedarbejdere og restauratører kan lære, hvordan man tester olivenolie og samtidig få undervisning i olivenoliens sundhedsmæssige bidrag til helbredet. Der vil være The Olive Oil Market, The Olive Oil Expo og Olive Oil Pairings.

Repræsentanter fra over 100.000 forskellige forretningssektorer over hele Skandinavien vil blive inviteret til at handle med verdens bedste olivenolier.

Prisceremonien og den 4 retters VIP Ambassador Gala Dinner bliver afholdt på Ocean Club med deltagere fra pressen, partnere, sponsorer, dommere, prismodtagere samt politiske repræsentanter fra USA, Italien, Grækenland, Spanien, Danmark, Portugal, Kroatien, Sydafrika, Australien, Brasilien og Holland. Kronprins Frederik og Mary vil også blive inviteret til at deltage.

Arrangementet er komplet dækket af sponsormidler og 100 % nonprofit med partnere så som:

Air France / KLM
Thomas Rode Andersen
Design Hotel Skt Petri
Ferrari
Ocean Club
Luxury Aficionados
Georg Jensen
Enallia
Lina Murel Jardorf
Diageo
T3CMS
Photographer Sanda Z Aggerholm
Agnes K
Carina Brana Ibsen
Rasmus Faber
UPS
Dr Gino Celletti



Læs mere her

tags: USA, Danmark, euro, Italien, Milan, København, Holland, politi, Ferrari, Sydafrika, kunst, Spanien, OL, Grækenland, Brasilien, hovedstad, Australien, Kroatien, skandinavisk, KLM, undervisning, konkurrence, Skandinavien, Portugal, Design, helbred,

Bedre styr på kødhakkerne

Danske slagtere, supermarkeder og grossister er de seneste år blevet stadigt bedre til at styre deres produktion, så der ikke smutter svin i hakkedrengene eller går ged i det finthakkede oksekød.
Ny stikprøveanalyse fra Fødevarestyrelsen foretaget på knap 250 prøver viser, at slagterbutikker, supermarkeder og grossister har forbedret deres produktionsmetoder markant. Den udvikling glæder fødevareminister Karen Hækkerup.

"Analysen viser, at Fødevareministeriets kontrolkampagner målrettet hakkekød har gjort en forskel ude i butikkerne. Slagtere og andre, der arbejder med hakket kød, har oppet sig og fået styr på deres hakkemaskiner. Og sådan bør det naturligvis også være", siger fødevareminister Karen Hækkerup.

Tilbage i 2009 fandt Fødevarestyrelsen problemer med såkaldte udeklarerede dyrearter i tæt ved hver tredje af de prøver, laboratoriet analyserede. Men efter flere år med stadigt bedre resultater ude ved kødhakkemaskinerne, er antallet af problemer dalet til under seks procent af prøverne.

Ingen spor af hestekød
Stikprøveanalysen viste ikke spor af hestekød - hverken i de færdiglavede kødboller eller i den præfabrikerede lasagne. Når Fødevarestyrelsen konstaterer problemer med hakket kød, er det hovedsageligt svin, der er problemet.

"Efter hestekødsskandalen tidligere i år glæder jeg mig over, at analysen viser, at hest ikke bliver solgt som oksekød. Forbrugerne skal ikke snydes. Derfor vil Fødevarestyrelsen også i sine kommende kampagner have fokus på kødkvalitet og forbrugerbeskyttelse", siger fødevareminister Karen Hækkerup

Læs mere her

tags: 2009, fødevareminister, supermarked, Fødevarestyrelsen,

søndag den 29. december 2013

Indslev lancerer to nye juleøl

Efter flere års succes med sit sæsonbryg sender Indslev Bryggeri ny juleøl på markedet, der er kraftigere i smag og styrke end den populære Jule Hvede – og en Ugly Duck brown ale, der er mere humlet end den velkendte Hoppy Christmas.
Indslev Bryggeri ved Nørre Aaby har siden sensommeren arbejdet på højtryk med at producere julebryg sideløbende med efterårets populære, mørke øltyper. Og i år har folkene på det prisvindende bryggeri haft ekstra travlt. Deres to velkendte juleøl får nemlig følgeskab af to helt nye.

– Vi har tidligere prøvet at løbe tør for julebryg inden jul, og det kommer ikke til at ske igen. Derfor går vi i gang med at brygge øllet allerede i august. Den rette julestemning kommer dog først senere på året, når vi er kommet forbi årets varmeste tid, siger brygmester Stefan Peter Stadler, der i år kan præsentere en ny og kraftigere juleøl på hvedebasis som søster til den klassiske Indslev Jule Hvede. – Den nye øl hedder Frederiks Jul efter Frederik Rasmussen, som grundlagte bryggeriet i 1897. Det er en stærk hvedeale med 8 % alkohol, som er mørkere, kraftigere og mere humlet end Jule Hvede. Vi tilsætter brun farin, der tilfører en aroma af tørret frugt, fortæller brygmesteren.

Utraditionelle smagsoplevelser

Jule Hvede har i årenes løb vundet en række smagstests, og i lighed med de øvrige produkter fra Indslev ligger bag juleøllen en filosofi om, at den rigtige smag skal opnås uden at tilsætte for mange ingredienser. Der indgår alene vand, malt, humle og gær. – Julebryggen er som vore øvrige øl lavet efter et princip om at benytte færrest mulige råvarer af højest mulig kvalitet. Maltsammensætningen er den væsentligste smagsfaktor, og i julebryggen har vi nedjusteret humlen en smule og samtidig lagt mere vægt på maltdelen. Det giver en aromatisk øl med et mere blødt udtryk, fastslår Stefan Stadler.

Hoppy Christmas blev lanceret sidste år under Indslev Bryggeris søsterbrand, Ugly Duck Brewing Co., og øllet har opnået stor popularitet på at skille sig ud fra mængden på den danske julebrygscene. – Juleøl kan have en tendens til at blive for sødt og kagekrydret. Den danske juls voluminøse og fede retter passer faktisk bedre til sprødt, humlet og friskt øl. Her er Hoppy Christmas et friskt pust – en tørhumlet India Pale Ale på 5,9 % med masser af appelsin, forklarer Martin Jensen, der er idémanden bag Ugly Duck. Han kan i år desuden præsentere en helt nyudviklet juleøl, nemlig Ugly Christmas, der med 7 % alkohol og en kombination af flere humletyper bliver mere mørk, humlet og markant end Hoppy Christmas. – Det er en fyldig amerikansk brown ale med et lidt nøddeagtigt udtryk i kraft af den ristede spelt. Smagen bliver holdt i balance af de friske amerikanske humler Cascade og Citra, tilføjer Jensen.

Fakta

Indslev Bryggeri er grundlagt i 1897 og genåbnede efter mange års lukning i 2006 som Danmarks første hvedeølproducent. Bryggeriet har vundet talrige priser, og dets produkter kan købes i supermarkeder, i specialforretninger og på restaurationer i ind- og udland.

Læs mere her

tags: Danmark, råvarer, udland, 2006, supermarked, Fakta, frugt,

lørdag den 28. december 2013

Fødevarestyrelsen inviterer bagerne til kanel-møde

Fødevarestyrelsen ønsker dialog med bagerne om muligheden for fortsat at sælge kanelsnegle i Danmark, uden at det går ud over forbrugersikkerheden.
De seneste dages debat om rimeligheden i at Fødevarestyrelsen fortolker EU-regler på en måde der, ifølge bagerne, gør det vanskeligt at fremstille en ordentlig kanelsnegl, får nu Fødevarestyrelsen til at invitere Danske Bagere og Konditormestre samt Dansk Industri til dialogmøde.

Fakta
Stikprøveanalyser foretaget af Fødevarestyrelsen viste tidligere på året at halvdelen af de besøgte bagere ikke havde problemer med at overholde reglerne for indhold af kumarin i kanelholdigt bagværk.

Der skelnes primært mellem to typer kanel, hhv. kassiakanel og ægte kanel. Kumarinindholdet i kassiakanel er langt højere end i ægte kanel (også kaldet Ceylon kanel), der kun indeholder meget lidt kumarin.

Derfor bør kassiakanel indtages i begrænsede mængder. Kassiakanel er den mest almindelige kanel i Danmark og benyttes industrielt til fremstilling af bl.a. bagerivarer, desserter, morgenmadsprodukter og te. Der kan benyttes større mængder ægte kanel, inden grænseværdierne for kumarin overskrides.

Læs mere her

tags: Danmark, EU, Dansk Industri, Fødevarestyrelsen, Fakta,

fredag den 27. december 2013

Nyheder til årets julekonfekt

image description
Familiens julekonfekt: Det er rigtig hyggeligt at lave konfekt sammen med børnene. Især hvis man gør det til en hygge- og legedag - og både store som små vil elske det
Forbered blot indkøbet med noget marcipan, nougat, smeltet chokolade, lidt frugtfarve og nødder og måske nogle udstikkere. Så er der dækket op til fest og fantasifuld julehygge i familien.

Her er tre nye, nemme og hurtige opskrifter på smagfuld konfekt fra konfekt-eksperterne hos Odense Marcipan. På hjemmesiden - www.odense-marcipan.dk - finder du mere inspiration og mange flere opskrifter på julekager og julekonfekt til både børn og voksne.

På hjemmesiden findes også en nem vejledning i temperering af smeltet chokolade. Vejledningen finder du under "Den søde skole"

Hjemmelavede nougatchokolader
(20 stk.)
100 g Odense Blød Nougat
200 g mørk chokolade
F.eks. rosenpeber til pynt

Temperer chokoladen og fyld den i den ønskede form. Hæld den overskydende chokolade fra formen, så der også er plads til nougat, og lad chokoladen størkne.

Smelt nougat over vandbad og fyld nougat i formen med chokolade til lidt under kanten, så der er plads til at slutte af med et lag chokolade til bunden.

Lad chokoladen stå og størkne ved ca. 12° C i ca. 60 minutter. Pynt den evt. med lidt rosenpeber eller andet fint ved at pensle med lidt chokolade og drysse pynt på.

Det ultimative konfektstykke
(40-45 stk.)

400 g Original Odense Marcipan
200 g blød nougat
100 g mandler
100 g mørk chokolade

Hak mandlerne og rist dem på en bageplade i ovnen ved 150° C i 15 minutter til de er let gyldne.

Rul imens marcipanen ud, og læg den herefter i en firkantet form (Jo tykkere færdigt konfektstykke du ønsker, jo mindre form skal du bruge).

Smelt nougat over vandbad og bland med mandler. Hæld nougatmassen over marcipanen, så nougaten bliver ca. 1 cm højt – eller efter ønske. Sæt den på køl indtil den er fast (ca. 30 minutter). Til sidst tempereres den mørke chokolade inden den smøres på toppen af den faste nougat. Lad det størkne og tag derefter det store stykke konfekt ud af formen og vend det på hovedet. Herefter smøres chokolade hen over marcipanen.

Når chokoladen er størknet skæres konfekten ud i den ønskede størrelse.

Klassisk konfekt
(40-50 stk.)

400 g Original Odense Marcipan
400 g mørk chokolade
Pynt, guldstøv, mandler eller lignende til pynt

Form små stykker konfekt eller stik ud med en form. Temperér chokoladen og pynt efter egen smag. Helt enkelt, og den rene mandelsmag kan nydes til fulde.


Læs mere her

tags: Vejle, chokolade, Odense, frugt,