onsdag den 31. juli 2013

Event: Dansk gris hyldes med mad, øl, kunst, foto og film

Our Danish Pig er en samlet mad- og ølfest, kunst- og fotoudstilling, der hylder og dokumenterer vores danske gris anno 2013. Stærke navne står bag menuen, der ud over mad byder på øl, kunst, film og foto samt diverse overraskelser undervejs.

Chinorocks & Joachim7inch laver normalt projekter med nichebrands inden for mode og design men nu gælder det den danske gris:
Vi havde appetit på et dansk projekt, og det bliver ikke mere dansk end en økologisk gris. Den vil vi fejre over tre dage med gastronomi, øl, kunst, fotografi og en lille film, som dokumenterer vores gris og projektet, fortæller Chinorocks og Joachim7inch, som sammen har udvalgt en kreativ skare fra forskellige fag til at bidrage til middagen.

Gris på menuen også den kunstneriske
Det er Philip Scheel Grønkjær, køkkenchef på restaurant Kadeau, der sammensætter en velsmagende menu, baseret på 8 øko grise fra Risbjerg Landbrug, som er partnere til formålet. Maden serveres med en ølmenu fra Mikkeller, et af verdens førende mikrobryggerier. Dertil vil forskellige fotografer og kunstnere give deres fortolkninger af den danske gris. Blandt andre bidrager den parisiske kunstner, Chanoir, som normalt maler ikoniske katte, men specielt til dette arrangement har indvilliget i at arbejde med grise som motiv. Der vil blive fremvist portrætter af de grise, der er i centrum, og en kortfilms overraskelse af Fenar Ahmad, der har valgt en tilfældig dag at hylde grisen.

Opdateringer om grisene og eventen
På de forskellige, sociale platforme for Our Danish Pig, vil man i ugerne op til, under og efter eventen kunne holde sig opdateret med grisefakta, småfilm med alle de involverede under deres forberedelser til eventen samt ikke mindst Risbjerg Landbrug, hvor grisene, det hele handler om, befinder sig. Arrangementet løber af stablen den 25.-27. august og vil finde sted på, holdet bag Pixie og Taxas lokale på Islands Brygge, Olsen +3 der indrettes til formålet i de dage, arrangementet står på.

Oplevelser en masse og overraskelser undervejs
Foruden mad, øl, foto og masser af kunst om vores danske gris får alle gæster en lille overraskelse med hjem. Hvad det er, kan naturligvis ikke afsløres, men en guldsmed og grafisk kunstner har været inde over her.
En billet til Our Danish Pig koster kr. 995,- og kan købes på www.ourdanishpig.com da hver aften er en intim middag vil der kun være et begrænset antal.

For opdateringer og yderligere oplysninger se: www.ourdanishpig.com
www.facebook.com/chinorocksXjoachim7inch,www.twitter.com/ourdanishpig & www.ourdanishpig.com

Partnere og sponsorer på projektet er Landbrug & Fødevarer og Friland A/S

Læs mere her

tags: restaurant, kunst, 2013, Island, kortfilm, rock, kreativ, økologi,

tirsdag den 30. juli 2013

Restaurant Bella Napoli i Roskilde fejrer 30 års jubilæum

En af Roskildes mest populære restauranter har i 30 år serveret spændende italienske retter for gæster og turister, der finder vej til Restaurant Bella Napoli og for et trofast stampublikum, der endda har deres egen Facebook fanklub

Mandag den 5. august er det 30 år siden, Bella Napoli på Helligkorsvej i Roskilde slog dørene op og kunne byde indenfor til et univers af italienske madoplevelser.

- Jeg arbejdede i en italiensk restaurant i København og havde en drøm om, at jeg en dag selv kunne åbne en restaurant, hvor vi kunne give danskerne mulighed for at spise lækre italienske delikatesser i en hyggelig atmosfære og til en rimelig pris, fortæller Malik Khan, der allerede året efter åbningen fik følgeskab af sin bror Sulaiman Khan.

Med åbningen af Bella Napoli i Roskilde i 1983 blev Khans drøm til virkelighed, og gennem tre årtier har familien tiltrukket gæster og turister fra nær og fjern til det populære italienske spisested, der ligger over for kultur- og foreningshuset Kildegården på Helligkorsvej og er nabo til ungdomsspillestedet Gimle, der har til huse i det ombyggede, tidligere gasværk.

En af stamgæsterne er den lokale advokat Allan Ohms, der i 2009 tog initiativ til at få flere madglade restaurantgæster til at komme på det italienske spisested.

- Man må ikke tage de små, charmerende spisesteder som en selvfølge. Ligesom med specialforretninger er vi som kunder nødt til at støtte de steder, vi ønsker bevaret, understreger Allan Ohms, der er aktiv bruger af Facebook og som aktivt benytter det sociale medie til at opfordre folk til at støtte Bella Napoli.

Det blev til en åben Facebook-gruppe Fans af Bella Napoli , hvor folk fra nær og fjern mødes til fællesspisning den første torsdag i måneden omkring kl. 18.30.

- Alle er velkomne. Man bestiller selv bord og betaler selv for sine retter. Det er vidt forskelligt, hvor mange, der kommer. Nogle gange er vi fire, andre gange er der 30. Mange kender hinanden i forvejen, men mange bliver introduceret for nye ansigter og får nye bekendtskaber og venner, som man ellers ikke ville have fået, hvis man blot gik ud alene. Stemningen er altid god og det er sjældent, jeg går hjem uden at være blevet beriget af samtaler med de øvrige deltagere. Og så får vi jo god mad, imens vi hygger os, dét er jo nok så væsentligt, fastslår Allan Ohms med et stort smil.

Det er kærligheden til den italienske madkultur, der er drivkraften bag Bella Napoli. Brødrene har også drevet en Bella Napoli i Køge, men for nogle år siden afhændede de restauranten og koncentrerede sig om Roskilde, hvor de begge også privat har haft bopæl i mange år.

- Vi vil gerne sige tak til vores mange trofaste kunder og markerer de 30 år i Roskilde med en række særlige frokost- og aftenmenuer gennem hele ugen til jubilæumspriser, siger Sulaiman Khan.

Bella Napoli serverer både a la carte og tilbyder mad ud af huset. Restauranten åbner alle dage kl. 12 og har åbent til 22, dog til 23 fredag-lørdag.

###

Billedtekst:
Brødrene Sulaiman Khan (tv) og Malik Khan har i 30 år drevet den populære italienske restaurant på Helligkorsvej i Roskilde. Fra den 5. august og en uge frem fejres jubilæet med en række særlige frokost- og aftenmenuer til jubilæumspriser.


Læs mere her

tags: 2009, København, restaurant, Køge, Facebook, Roskilde, atmosfære,

onsdag den 17. juli 2013

Fødevarevirksomheder med importaktivitet får kontrolbesøg

Krydderurter samt frugt og grønt fra lande uden for EU indeholder oftere - end danske produkter - rester af sprøjtemidler over de tilladte grænseværdier. Også sundhedsskadelige bakterier og vira dukker hyppigere op i varer fra lande langt fra Danmark.

EU har derfor særligt kig på visse tredjelande og har et program for hvilke tredjelande, der oftere skal have deres varer udtaget til kontrol.
Den intensiverede overvågning betyder, at EU-landene skal udtage stikprøver af visse importvarer for, at kunne vurdere om de fastsatte EU-krav overholdes.

Fødevarestyrelsen vil i de kommende måneder besøge flere hundrede fødevarevirksomheder, både grossister og små detailhandlere med import af ikke-animalske fødevarer, som te, ris, nødder, sojaprodukter, krydderurter samt frugt og grønt, for at sikre at de fastsatte EU-krav overholdes.

Fødevarestyrelsens kontrolkampagne løber fra 1/7 30/9 2013 og man forventer, at kunne afrapportere på kontrolresultaterne i første kvartal af 2014.

Læs mere her

tags: Danmark, EU-lande, 2013, EU, virksomhed, overvågning, bakterie, Fødevarestyrelsen, 2014, krydderurter, frugt,

tirsdag den 16. juli 2013

Google inviterer gæsten indenfor i restauranten, før der bookes bord

Nu kan gæsten kan tage en virtuel rundtur i restauranten, inden der bookes bord. Teknologien kender man fra Google Street View, hvor man kan panorere rundt i gader og stræder.

I flere år har man med Google Street View kunnet navigere gennem gader på computeren derhjemme. Med det nye Google Virksomhedsbilleder er det nu også muligt at kigge indenfor i for eksempel restauranten, inden man beslutter sig for at booke bord eller ej.

Det giver gæsterne en chance for at se restauranten og dens faciliteter og indretning samt danne sig et indtryk af atmosfæren , siger Henriette Noll Bernstorn, der er Country Manager hos DinnerBooking.

Også gæster, der er interesseret i at holde arrangementer, er ofte interesseret i at få beskrevet selskabslokalerne - nu kan de se dem , siger hun.

Prøv det selv her
DinnerBooking kan som den første restaurantportal i Danmark tilbyde gæster at gå på opdagelse i restauranten, inden de booker bord. Café Europa 1989 i København er et af de spisesteder, der allerede har taget tjenesten til sig. Tag en visuel rundtur på Café Europa 1989 via følgende link http://dinnerbooking.com/restaurants/162/europa-1989.

Hvem er DinnerBooking
DinnerBooking er Danmarks største website til at booke bord på restauranter og caféer - besøg dem på dinnerbooking.com.


Læs mere her

tags: Danmark, euro, Europa, København, restaurant, portal, Google, computer, atmosfære,

fredag den 12. juli 2013

Fakta om uorganisk arsen i fødevarer

Verdenssundhedsorganisationen, WHO, vurderer, at uorganisk arsen er kræftfremkaldende. I Danmark er ris og risprodukter en væsentlig kilde til uorganisk arsen for alle aldersgrupper, og indtaget er så højt, at DTU Fødevareinstituttet vurderer, at indtaget bør være lavere i forhold til den sundhedsmæssige risiko. Som forbruger kan man nedsætte sin risiko ved at spise varieret. DTU Fødevareinstituttet har samlet den eksisterende viden om risici ved uorganisk arsen i fødevarer.

Hvad er uorganisk arsen
Uorganisk arsen er et stof, der findes naturligt i jord og vand. Det har tidligere været anvendt blandt andet som pesticid og i forbindelse med imprægnering af træ, og derfor kan lokale forureninger med stoffet forekomme.

Hvem bliver påvirket af uorganisk arsen
Som udgangspunkt er hele befolkningen påvirket, fordi uorganisk arsen findes i mange fødevarer. Børn betragtes ikke som mere følsomme, men børn har et højt indtag af fødevarer i forhold til deres kropsvægt. Risikoen ved udsættelse for kemiske stoffer beregnes i forhold til kropsvægten, og derfor vil børn ofte have et højere indtag end voksne.

Hvad er risikoen ved uorganisk arsen
Verdenssundhedsorganisationen, WHO, vurderer, at uorganisk arsen er kræftfremkaldende. I 2009 vurderede den Europæiske Fødevaresikkerhedsautoritet (EFSA) giftigheden af uorganisk arsen og kom frem til, at stoffet er giftigt i lavere doser end de tidligere vurderinger viste. Det førte til, at mange lande, deriblandt Danmark, gennemførte analyser af fødevarer med hovedvægt på ris og risprodukter, fordi ris kan indeholde en del uorganisk arsen. På baggrund af analyserne blev indtaget af uorganisk arsen i befolkningen beregnet.

Indtaget i Danmark er beregnet til at være så højt, at det kan forventes at medføre en lille stigning i risikoen for at udvikle kræft i blandt andet lunger og hud. DTU Fødevareinstituttet vurderer derfor, at indtaget er så højt, at det bør nedsættes udfra en sundhedsmæssig betragtning.

Hovedkilderne til indtag af uorganisk arsen fra fødevarer er ris og risprodukter. Den ekstra risiko for kræft er som nævnt lille. Derfor behøver man ikke undgå at spise kogte ris, blot man spiser varieret.

Hvad er grænseværdierne for indholdet af uorganisk arsen i fødevarer
Der er ikke fastsat grænseværdier i fødevarer. EU arbejder imidlertid på at indføre grænser i visse fødevarer. I Danmark er der grænseværdier for indholdet af arsen i drikkevand.

Hvad kan industrien gøre for at mindske indholdet af arsen i fødevarer
De eneste muligheder, den danske fødevareindustri har for at nedsætte indholdet af uorganisk arsen i dansk producerede fødevarer, er at indkøbe råvarer og anvende vand med lavt indhold af uorganisk arsen.

Hvordan kan forbrugere mindske indtaget af uorganiske arsen
Forbrugerne bør følge Fødevarestyrelsens generelle kostråd om at spise varieret.

Læs mere her

tags: Danmark, 2009, EU, råvarer, kemi, DTU, Fødevarestyrelsen, organisation,

tirsdag den 9. juli 2013

Nyt koncept på Restaurant MellemRum i Århus? sund mad & økologi

Nyt koncept på MellemRum sund mad & økologi

Efter 6 spændende år på Restaurant MellemRum, synes vi det er tid til at søge nye udfordringer. Vi vil bevare det allerbedste og prøve at skabe nyt!

Vi har længe ønsket at støve os selv af og opfinde os selv på ny. Det vil vi gøre ved at

Have mere fokus på grøntsager og urter.
Lave mad, der er sundere for vores gæster.
Lægge om til økologi.

Det betyder ikke, at vi alle skifter til sivsko og striktrøje og gnasker gulerødder med jord på hele dagen eller ændrer på vores hyggelige lokaler.

Men det betyder, at vi gerne vil bevæge os i en sundere og mere bæredygtig retning. Men det skal være på vores præmisser og i vores tempo. Vi vil derfor beholde de retter, der i vores øjne skaber MellemRum i dag bla. vores flamberede steak, da vi synes, at der skal være en stor steak til dem, der ønsker.

På vinsiden begynder vi at kigge mere efter bio, øko og vin nature, men ikke for enhver pris kvaliteten skal være der!

Vi har arbejdet med denne idé i noget tid og fra d. 10. juli begynder vi så småt på konceptet på restauranten. Fra og med d. 10. juli ændrer vi vores menu, så der altid er en fast 4 retters vegetarmenu, en 4 retters Menu MellemRum samt en 7 retters menu. Alle menuerne er sammensat ud fra vores à la carte kort og serveres både med og uden vinmenu.

Vi glæder os til denne proces og er overbeviste om, at det bliver spændende. Vi vil løbende fortælle om vores oplevelser og udfordringer i vores nyhedsbrev og på facebook.

Med venlig hilsen
Det nye sunde Restaurant MellemRum
Mad ud af huset Århus

Læs mere her

tags: restaurant, Århus, gulerødder, økologi,

tirsdag den 2. juli 2013

Nu åbner Gram Slot Sønderjyllands kulinariske showroom

4. juli slår Gram Slot dørene op til en helt ny café og gårdbutik, der bringer regionens borgere og turister endnu tættere på lokalt producerede specialiteter og råvarer. Åbningen manifesterer Syddansk Fødevareklynge og Gram Slots arbejde for at styrke netværket mellem regionens producenter.

Endelig får Sønderjylland sit helt eget kulinariske udstillingsvindue. Det sker på torsdag 4. juli, når slotsejerne Svend og Sanne Brodersen, Carl Holst, formand for kulturudvalget i Haderslev Kommune og Karl Gunnar Gregersen, formand for Region Syddanmark klipper snoren til gårdbutikken og caféen i den nyrestaurerede kostald.

Alle er inviteret til den store begivenhed, der fejres torsdag 4. juli kl. 11-17, hvor gæster i løbet af dagen selv kan få fingrene i håndværket med at kærne smør, male mel og smage på de mange varer i butikken og møde de små fødevareproducenter og kunsthåndværkere.

Regionalt samarbejde manifesteres
Gram Slot har allerede manifesteret sig som Sønderjyllands oplevelsescenter for økologisk landbrug, gastronomi og kultur, nu bliver det i endnu højere grad et samlingspunkt for de lokale borgere og mange turister, men også for regionens producenter.

Vi ser frem til at byde folk fra nær og fjern velkommen i vores flotte, nye butik og café, for vi er så stolte over at huse regionens kulinariske spydspidser. Jeg håber, at det er med til at styrke linket mellem producent og forbruger og netværket producenterne i mellem, siger Sanne Brodersen, indehaver af og kulturformidler ved Gram Slot.

Det regionale fødevareprojekt Syddansk Fødevareklynge har arbejdet tæt sammen med Gram Slot om at indfri ambitionen om at skabe større synergier for fødevareproducenterne, et arbejde der i sidste ende skal styrke virksomhedernes afsætning og dermed bundlinje.

---

Fakta

Program for åbning
11.00 Åbningstale ved Carl Holst, fmd. Region Syddanmark
11.07 Åbningstale ved Karl Gunnar Gregersen, formand for kulturudvalget i Haderslev Kommune
11.15 Snoren klippes af Sanne og Svend Brodersen, Carl Holst og Karl Gunnar Gregersen
11.17 Svend Brodersen, direktør, byder velkommen og rundviser

Aktiviteter I løbet af dagen kl. 11-17 åbent for alle
Premiere på nye Gram Slot produkter, smag på økovin, smag på frisk mælk, mal dit eget mel, mal dine egne havregryn, mal din egen kaffe, besøg den velassorterede ostebutik i butikken, smag den håndlavede Slots-is. Der er gratis is til alle børn!, mød producenterne på sommermarkedet på gårdspladsen i den nyrestaurerede kostald.

Gram Slot er et økologisk landbrug, der afsætter mælk, kartofler, mel, havregryn under det økologiske brand Gram Slot hos Rema 1000. Derudover har Gram Slot erhvervsaktiviteter som konferencer, hotel, ferieboligerne, events samt messer og markedsaktiviteter i den istandsatte kostald på Gramgård. Desuden er Gram Slot også en kulturinstitution med formidling af historie, arkitektur, kultur og natur.

Gårdbutikken og café vil være åben hele sommeren hver dag fra kl. kl. 10 til kl. 20 frem til og med søndag 10. august. I denne periode er der også sommermarked på Gram Slot hver torsdag.

Velkomstcenteret består af reception, gæster skal føle sig velkomne og serviceret effektivt. Gårdbutik, skal være et fyrtårn for sønderjyske fødevarer og et showroom for gårdens økologiske produkter samt give kunderne en sanselig oplevelse. Caféen skal servere folkelig gastronomi lavet hovedsageligt på økologiske råvarer produceret på Gram Slot. Kulturværksted arbejdende værksted og mødested for kunst og kultur i Sønderjylland. Kulturværkstedet skal stimulere gæsternes kreativitet, skabe kulturoplevelser, miljø og læring for gæsterne på Gram Slot. Markedsplads for egnens fødevareproducenter og kunstnere med målet om at skabe dynamik i lokalsamfundet og trafik på Gram Slot.

I gårdbutikken er der lagt vægt på produkter, der har høj kvalitet, både smagsmæssigt og
rent æstetisk. Her er mælk og ost; brød, mel og gryn; forskellige pølser, specialiteter og andre delikatessevarer; saft, juice, øl, vand og vin samt is. Hertil kommer keramik, glaskunst, malerier mv.

Syddansk Fødevareklynge er et regionalt fødevareprojekt, hvis formål er at skabe synergi og sammenhængskraft i samarbejde med lokale fødevarenetværk og fødevarevirksomheder i Region Syddanmark.

Medlemmer af Syddansk Fødevareklynge kan ses her: http://syf.dk/om-klyngen/deltagere/

Læs mere her

tags: direktør, kunst, råvarer, virksomhed, recept, Sønderjylland, kreativ, miljø, Rema 1000, økologi, Fakta, kaffe, Haderslev,