Mini-grøntsager er blevet et hit hos forbrugerne. Skoleagurker, sukkerærter, snacktomater og små gulerødder. De opfylder kravene fra forbrugerne om sundhed, nemhed og om etisk korrekt madvareindkøb. Især gulerødderne i taskevenlige poser har fået et salgsboom.
Man behøver ikke at hakke og snitte sig til et sundt mellemmåltid, i stedet kan man købe små gulerødder i mundrette stykker og taskevenlige pakker, og det samme gælder andre mini-grøntsager som blandt andet snacktomater, sukkerærter og skoleagurker. Grøntsager i miniformat er en succes, og forklaringen ligger lige for, mener Klaus Vestergård, som producerer gulerødder.
De små gulerødder er nemme at håndtere, blandt andet fordi de ikke skal skrælles. Og så er det nemt at putte en 250 grams pose i tasken på vej ud af døren, siger han.
Mindre portioner
Nemt, hurtigt og sundt er godt, men der ligger også etiske overvejelser bag ved vores madvareindkøb.
For mange mennesker er det et etisk spørgsmål at købe mindre portioner. Vi vil ikke smide mad væk, men vi vil heller ikke gå på kompromis med friskheden. Derfor er det en fordel at købe 250 gram gulerødder, som man kan nå at spise, mens de er friske, frem for to kilo gulerødder, der ligger nogle dage, inden vi får spist op. Forbrugerne handler også i stigende grad ind fra dag til dag, og det er også, fordi vi køber mindre portioner, forklarer Klaus Vestergård.
Hurtigt og sundt
Mini grøntsagerne passer godt ind i en moderne livsstil, hvor vi har fokus på sundhed, men samtidig har travlt.
De er jo et fantastisk tilbud om en nem og sund løsning. Et hurtigt mellemmåltid behøver ikke længere at være noget usundt som en haps-dog eller pomfritter. Selv McDonald s har sat de små gulerødder på menuen. Kravet fra forbrugerne er helt klart, at sundhed og nemhed skal gå hånd i hånd, og de små gulerødder er et godt eksempel netop på sund fastfood. Jeg tror, at vi kommer til at se meget mere af den slags i fremtiden, siger Pernille Folcarelli, fra trendfirmaet Eckmann Alive.
Flere i fremtiden
Klaus Vestergård, ser positivt på mini-grøntsagernes fremtid.
Vi forventer at producere mere af den type i fremtiden. Vi tror på dem, også selv om de er væsentlig dyrere at producere per kilo, end de almindelige gulerødder, siger Klaus Vestergård.
Smagsoplevelsen med de små gulerødder er ofte også lidt bedre end med de store. Det skyldes, netop, at man får spist dem, mens de er friske, men også at mini-grøntsagerne generelt er lidt finere i strukturen end de store grøntsager.
Læs mere her
Ingen kommentarer:
Send en kommentar