torsdag den 20. december 2012

Jul og Nytår uden mavepine

Traditionen tro udsender Fødevarestyrelsen igen i år råd til forbrugerne om, hvordan de og deres gæster styrer gennem julen og nytårets middage uden at få julehyggen spoleret af bakterier i maden.

Ryd op i køleskabet
Hvis det kniber med pladsen i køleskabet til al julemaden, er det en god idé at starte juleforberedelserne med at gøre rent og rydde op i køleskabet. Sorter ud i fx konservesdåser, øl, sodavand og frugt og grøntsager, der ikke behøver at ligge på køl. Hvis køleskabet er overlæsset, bliver køleskabstemperaturen hurtig for høj.

Hold øje med temperaturen i køleskabet
Kød, pålæg, middags- og frokostretter og andre letfordærvelige fødevarer bør altid opbevares i køleskabet ved højst 5ºC. De fleste bakterier kan ikke vokse, når temperaturen er 5ºC eller lavere.

Husk at vaske hænder
Vask hænder og skærebræt, knive og andre redskaber, når du skifter mellem forskellige råvarer og retter. På den måde kan du undgå at sprede bakterier via hænder og redskaber.

Hold råvarer og spiseklar mad adskilt
Når julefrokosten eller julemiddagen tilberedes, skal råvarerne holdes adskilt fra den færdige mad. Det er især vigtigt at undgå, at der kommer bakterier fra råt kød, fjerkræ, fisk, æg eller fra uskyllet frugt og grønt over på mad, som spises uden at blive varmet op.

Varm maden igennem
Ingen julefrokost uden lune retter - men retterne bør have været varmet ordentligt igennem, inden de serveres. Når maden varmes ordentligt igennem, dræbes bakterierne.

Hvis rester af lune retter skal spises dagen efter, skal resterne ikke blot lunes lidt, men igen varmes ordentligt igennem, inden de serveres.

Sæt rester hurtigt på køl
Både de lune retter og de kolde anretninger som sild og laks må ikke stå for længe fremme på spisebordet. Maden bliver nemlig hurtigt lummervarm, og så vil bakterierne stortrives.

Hvis du vil gemme rester fra julefrokosten, bør du ikke servere al maden på én gang. Server retterne i flere omgange og sæt resterne i køleskab efterhånden som maden er serveret for sidste gang.

Skal du have en større julefrokost hjemme, forbereder du sikkert nogle af retterne dagen før. Husk at nedkøle retterne hurtigt.

God hygiejne ved buffeten
Fødevarestyrelsen har op til jul fokus på, hvordan både køkken og spisegæster kan holde en god hygiejne ved buffeter. Se kampagnen på fvst.dk.

Kontakt

​Fødevarestyrelsen, udbrudskoordinator, Morten Lisby, tlf. 7227 6333 eller Helle Eriksen, tlf. 7227 6602

Læs mere her

tags: nytår, råvarer, bakterie, Fødevarestyrelsen, frugt,

Ingen kommentarer:

Send en kommentar