Fødevarestyrelsen offentliggør i dag ti officielle kostråd. De nye anbefalinger går blandt andet på mere fisk og mindre salt. Og for første gang er Fødevarestyrelsen nu ude at sætte gram på, hvor meget kød vi bør spise.
I dag får Danmark nye officielle kostråd. I modsætning til, hvad mange tror, er det sjældent, at myndighederne justerer på rådene til, hvor meget fisk og hvor lidt salt, der skal på ugemenuen samt hvilken slags fedt, vi skal komme på stegepanden. Sidst det skete var tilbage i 2005.
Bag de nye ti kostråd står Fødevarestyrelsen. Styrelsen har hentet solid videnskabelig rygdækning hos ledende danske forskere i sundhed, kost og ernæring og store skandinaviske og internationale forskningsarbejder. Det videnskabelige fundament er lagt af DTU Fødevareinstituttet.
Fødevareminister Karen Hækkerup præsenterer i dag de nye kostråd på DTU i Lyngby.
For hverdagens forbruger skal kostråd ikke være tung og utilgængelig videnskab, men brugbare retningslinjer, man kan følge eller lade sig inspirere af, når man står hjemme i køkkenet , siger fødevareministeren og fortsætter:
Der er ingen, der kan bruge ti løftede pegefingre til noget. Derfor har vi med de nye kostråd forsøgt at gøre forskningen tilgængelig og appetitlig for forbrugerne. Med kostrådene i hånden får de en brugbar guide til, hvordan de kan leve et længere og sundere liv. Uden hverken at være flerstjernet mesterkok eller ernæringsekspert , lyder det fra fødevareminister Karen Hækkerup.
Otte råd bliver til ti
De ti nye kostråd indledes med et samlende råd om at spise varieret, ikke for meget og være fysisk aktiv. Fordi man hermed er med til at sikre en sund balance i energiregnskabet. De ni øvrige råd giver anbefalinger til, hvilke typer mad, der med fordel kan komme på menuen.
Et af rådene opfordrer forbrugerne til at skrue op for indtaget af fisk. Et andet at spise mad med mindre salt og et tredje at holde igen med smør og fede oste, men til gengæld at bruge sundere planteolier og række ud efter den magre mælk i kølemontren.
Og for første gang er Fødevarestyrelsen nu ude at sætte gram på vores kødindtag, så der maksimalt kommer et halvt kilo tilberedt kød på tallerkenen om ugen. Derfor bør især mændene skrue ned for kød fra blandt andet kvæg og svin og op for fisk til både frokost og aftensmad.
Derimod er rådene om at skære ned på sukkerforbruget og i øvrigt drikke vand, gengangere i Danmarks ti nye officielle kostråd.
Læs mere her
tags: Danmark, Lyngby, regnskab, fødevareminister, DTU, energi, Fødevarestyrelsen, skandinavisk, videnskab, Ford, ernæring,
Ingen kommentarer:
Send en kommentar