mandag den 6. september 2010

Ny laktosefri minimælk drik fra Arla

Den laktosefri minimælk drik er det første produkt i Arlas nye serie af laktosefrie produkter, som er målrettet forbrugere, der enten ikke tåler mælkens naturlige sukker, laktose, eller af andre årsager ønsker at vælge laktose fra.

Vi vil gerne gøre mælk relevant for dem, som i dag vælger mælken fra for at undgå laktose. Derfor introducerer vi nu en laktosefri minimælk drik og senere andre laktosefrie produkter, så denne forbrugergruppe fremover vil være i stand til at nyde mælk og samtidig få alle mælkens værdifulde næringsstoffer, siger Mads Thygesen, kategoriansvarlig for mælk i Arla.

Den nye laktosefri minimælk indeholder præcis de samme værdifulde næringsstoffer som frisk minimælk. Mælk er især rig på protein og er en vigtig kilde til kalcium samt til vitamin B12, som alle har brug for livet igennem.

Flere efterspørger mælk uden laktose
I Arlas center for forbrugerdialog, Arla Forum, har man gennem flere år oplevet en stigende efterspørgsel efter laktosefrie mælkeprodukter. På Arla Forum Bloggen , hvor Arla Forums leder Tanja Bang Udengaard går i direkte dialog med forbrugerne, er et indlæg om laktosefrie produkter uden sammenligning det emne, som har udløst flest kommentarer på bloggen.

Det er primært kvinder, der deltager i debatten på min blog. Nogle af dem har fået stillet diagnosen laktoseintolerance hos lægen, andre fravælger mælken fordi de føler, at kroppen reagerer negativt på laktosen. Mange af disse kvinder har derfor søgt alternativer som soja-, ris- og havredrik, men hvis det var muligt, ville de allerhelst bruge laktosefrie mejeriprodukter som mælk, fløde, yoghurt og cremefraiche i dagligdagen, siger Tanja Bang Udengaard.

Mælkens friske smag er bevaret
I modsætning til andre laktosefrie drikkealternativer smager Arla laktosefrie minimælk af frisk mælk. Den naturlige mælkesmag er bevaret ved hjælp af en ny, patenteret varmebehandlingsteknik. Forbrugerne kan finde den nye mælk i butikkernes mælkekøler, og produktet skal også nydes afkølet og opbevares i køleskab efter åbning.

Den laktosefrie minimælk kan købes i dagligvarebutikkerne fra mandag den 16. august 2010. Arla forventer at lancere en laktosefri yoghurt i begyndelsen af 2011 og senere en laktosefri piskefløde.

Vidste du, at:
- laktoseintolerance er et udtryk for, at en person har svært ved at fordøje mælkesukkeret (laktosen) i mælk.

- 3-6% af danskerne er laktoseintolerante (tal fra Fødevarestyrelsen). Flertallet af dem er mennesker med anden etnisk baggrund end dansk.

- de fleste laktoseintolerante tåler 1½-2½ dl mælk ad gangen uden problemer. Det er altså muligt at få mælkens vigtige næringsstoffer, selvom man er laktoseintolerant. Ofte handler det om at finde sin personlige tærskel for, hvor meget man kan tåle.

- alle faste oste og skimmeloste indeholder meget lidt laktose. Syrnede produkter har et lidt lavere indhold end almindelig mælk, og mange laktoseintolerante tåler syrnede produkter bedre end mælk.

- laktoseintolerance sjældent er medfødt. Det opstår oftest i 2- til 4-års alderen.

- symptomerne på laktoseintolerance er identiske med andre sygdomme i tarmen, så har du mistanke om, at du ikke tåler laktose, så gå til lægen. Kun lægen kan stille diagnosen.

- laktose findes naturligt i mælk og mælkeprodukter, uanset om mælken kommer fra køer, får eller geder.

Læs mere her

Ingen kommentarer:

Send en kommentar