Danskerne er igen begyndt at købe mere luksus. Salget af champagne og andre mousserende vine steg i sidste halvdel af december 2009 med 37 procent i forhold til den tilsvarende periode i 2008.
Det viser en ny opgørelse fra Irma.
"Vi oplevede en vending i kundernes indkøbsvaner i slutningen af året, hvor den gode smagsoplevelse igen blev prioriteret over den lavest mulige pris. Det tegner lovende for 2010," siger indkøbschef Hans Christian Ipland, Irma.
Efter 15 måneder der har været præget af besparelser og tilbageholdenhed hos forbrugerne, så Irma - meget symbolsk - den største stigning på salget af champagne, der steg med 52 procent, mens de øvrige mousserende steg med 8 procent.
" Eksempelvis blev salget af Chaudron Brut Rosé Champagne 6-doblet i forhold til året før. Champagnen kostede i perioden kun 139 kr. flasken (40 kr. under normalprisen), hvilket selvfølgeligt begrunder en del af det forrygende salg," siger indkøbschef Hans Christian Ipland, Irma.
Men også det samlede salg af kvalitetsfødevarer steg. Trods en svag start på december endte Irma med totalt at sælge fire procent mere i december i forhold til december 2008.
At danskerne stadig er optagede af kvalitet og livsnydelse trods krisen bekræftes af en stor undersøgelse af fødevaretendenser blandt danske forbrugere, Irma Index, der er gennemført af analyseinstituttet YouGov Zapera. Undersøgelsen, der er baseret på 1.010 interviews med indkøbsansvarlige i alderen 20-75 år i udvalgte geografiske områder i 2009, viser blandt andet, at 63 procent mener, at mad er en måde at forkæle sig selv og sine omgivelser på.
Læs mere her
Ingen kommentarer:
Send en kommentar