Adam og James Price og deres samarbejdspartnere fra Dragsholm Slot har netop indgået aftale med Tivoli om at åbne restaurant i lokalerne i Glassalen, som tidligere rummede The Paul. Restauranten, der slår dørene op på Tivolis åbningsdag d. 12. april, kommer til at byde på de bedste, danske smørrebrød til frokost og livretter fra det klassiske, danske køkken om aftenen.
?Da Tivoli henvendte sig og tilbød os de fantastiske lokaler i Glassalen og nogle fornemme muligheder, var det svært at holde ideerne og begejstringen tilbage. Det giver utrolig god mening for os at indlede et samarbejde med Tivoli ikke mindst da Price-familien har mere end 160 års historie til fælles med Haven. Det var sådan set Tivoli, der udkonkurrerede vores forfædres teater på Vesterbrogade i 1840?erne. Pricerne rykkede dengang med ind i Carstensens Tivoli og blev stjerner på Pantomimeteatret. At vi nu åbner restaurant i Haven næsten 170 år efter, kan ses som et udtryk for samme ræsonnement: ?If you can?t beat them join them?, fortæller Adam Price.
Klassisk dansk med et glimt i øjet
På Restaurant Brdr. Price i Rosenborggade er menukortet præget af brødrenes kærlighed til ikke mindst de franske og italienske klassikere. I den nye restaurant i Tivoli bliver madstilen en ganske anden. Her vil køkkenet sætte fokus på traditionsrig dansk mad af danske råvarer. Men ønsket om at skabe en personlig og hyggelig atmosfære med en undertone af humor og et glimt i øjet bliver fælles for begge spisesteder.
?Vores tanke med den nye restaurant i Tivoli er, at madstilen skal være præget af vores store kærlighed til det klassiske, danske køkken. Til frokost vil vores kolde jomfruer smøre og anrette smørrebrød af de bedste, danske råvarer med respekt for traditionen, men bestemt også med plads til lidt fornyelse. I forbindelse med frokosten har vi også et ønske om at genintroducere nogle de skønne konditorkager, som førhen blev serveret i Haven - Tivolikagen, kartoffelkagen og napoleonskagen?, siger James Price.
Om aftenen vil restaurantens menukort rumme elskede danske retter, som de fleste af os har et forhold til eller et minde om. Rejer når rejerne er bedst og danske asparges i sæsonen. Engelsk bøf, sprængt oksebryst med peberrod, klassisk dansk sommerbuk, krustader med skaldyrsfrikassé, kræmmerhuse med flødeskum, karamelrand og meget mere. Restaurantens indretning vil tage udgangspunkt i Pricernes historie i Tivoli og hele traditionen omkring gøgl, pantomime og Commedia dell?Arte.
Lars Liebst, adm. direktør for Tivoli, siger om samarbejdet:
?Brødrene Price er efterkommere af en familie, der gennem flere generationer har beriget Danmark med alt fra musik, fiktion til at få os alle til at sætte pris på god mad. I Tivoli har Price familien bl.a. stået bag mange af de allerførste forestillinger på Pantomimeteatret?, og Lars Liebst fortsætter;
?Når unikke muligheder opstår og man kan lave aftaler, der både peger frem og tilbage i historien, skal man gribe den. En sådan en mulighed er Brødrenes Price, der fra sommersæsonen 2012 indtager den tidligere restaurant The Paul i Glassalen og gør den til deres egen. Historisk set har The Paul været en del af Glassalen, hvor gæsterne havde direkte adgang mellem underholdningssalen og restauranten. Det vil de initiativrige brødre genopleve, og jeg er sikker på, at de med deres kvalitet, ihærdighed og kærlighed til mad kommer til at give gæsterne store spiseoplevelser. Vi er derfor oprigtigt stolte over, at Brødrene Adam og James Price bliver en del af Tivoli når vi slår portene op den 12. april.?
Om Glassalen
Glassalens arkitektoniske særpræg og specielle atmosfære er skabt af Poul Henningsen (PH), der genopførte Glassalen i 1946, efter at den nedbrændte helt ved schalburgtagen i 1944. Bygningen var oprindeligt en koncertsal fra 1863. Fra 1902 er den blevet brugt til teater, revy m.m. under navnet Glassalen. Mange af de største danske kunstnere og et væld af internationale artister har gennem tiden underholdt gæsterne i Glassalen. Som en del af Glassalen ligger også den nu lukkede restaurant The Paul som altså nu bliver overtaget af Price brødrene.
Yderligere information:
Vedr. henvendelse om interviews med Adam og James Price:
Maria Lorenzen, telefon 22 27 36 76 eller ml(at)kristiansenulveman.dk
Tivoli, Torben Plank, Presseansvarlig
Læs mere her
tags: direktør, interview, restaurant, Rosenborg, Danmark, Tivoli, kunst, Vesterbro, råvarer, 2012, koncert, atmosfære,
Ingen kommentarer:
Send en kommentar