lørdag den 20. september 2014

Årets Nøglehulsprodukt kommer fra COOP

Der var tæt løb blandt de nominerede produkter i Fødevarestyrelsens konkurrence "Årets Nøglehulsprodukt", men det blev COOP, der løb med titlen. Deres spanske Paella med kæmperejer og sprøde grøntsager "talte" mest til dommernes smagsløg, og derfor blev COOP vinder af 'Årets Nøglehulsprodukt 2014'. En event i Kvickly, Taastrup Torv 18 i Taastrup flager op for COOP, som vinder af 'Årets Nøglehulsprodukt' den 18. september fra kl. 15-17, hvor der også vil være uddeling af smagsprøver på Nøglehulsmærkede produkter til at tage med på farten. Pressen er velkommen til at deltage i arrangementet.

Konkurrencen var en del af Fødevarestyrelsens 'Herrefedt'-kampagne, og blev blandt andet sat på blusset for at understøtte produktudviklingen af sundere udgaver af fast food og færdigretter – retter der typisk appellerer til mænd, som enten ikke har tiden til eller interessen for madlavning.

"Retten er hverken dansk eller lavet fra bunden hjemme i køkkenet. Men den udmærker sig ved at være både sprød, sund og smagfuld. Og så er den Nøglehulsmærket og dermed både fedtfattig og uden det høje saltindhold, der ofte forekommer i færdigretter", lyder begrundelsen fra kontorchef i Fødevarestyrelsen Else Molander, der har haft både en kontorbetjent, en landmand og en sportekniker i dommerpanelet bag kåringen.

Fakta om konkurrencen
Tre dommere har smagt på 20 nøglehulsmærkede produkter - alle indstillet til konkurrencen af producenter, der inden for det sidste år havde udviklet et nyt Nøglehulsmærket produkt – særligt til mænd og beregnet til at tage med sig på farten.

Med i opløbet om prisen som Årets Nøglehulsprodukt var udover paellaen:

• Rugknækker, Langelænder
• GrovGrilledChicken, McDonald
• Levevis Skyr yoghurt med vanilje, Dansk Supermarked
• Argentinsk inspireret quinoasalat, COOP

Fakta om Nøglehullet
Nøglehullet findes på færdigpakkede produkter i dagligvarehandlen, og på opskrifter der er tilgængelige for alle på Nøglehullets hjemmeside, www.noeglehullet.dk. Spisesteder har også mulighed for at anvende Nøglehulsmærket på menukortet.

Mere information om Nøglehullet på spisesteder findes på www.noeglehulletpaaspisesteder.dk

Læs mere her

tags: Dansk Supermarked, Fødevarestyrelsen, konkurrence, 2014, Kvickly, Fakta, salat,

Ingen kommentarer:

Tilføj en kommentar