tirsdag den 9. september 2014

Ny tænketank skal give os bedre måltidskultur

Fødevareminister Dan Jørgensen har nedsat en tænketank, der vil gøre vores ganer mere modige og danskerne mere aktive i køkkenet. Danmark har et unikt fadebur af gode råvarer, der skal helt ind på de danske spiseborde. Derfor har fødevareminister Dan Jørgensen nedsat en måltidstænketank, der skal komme med forslag til, hvordan vi kan gøre madkulturen i Danmark bedre.

"Vi har så rig en madkultur i Danmark, men samtidig er spaghetti med kødsovs den ret, der oftest står på de danske middagsborde, og for mange har et meget lille repertoire at spille på, når de går i køkkenet. Det kan godt blive bedre, og derfor har jeg nedsat den her tænketank, der skal komme med ny inspiration til de madglade danskere," siger fødevareminister Dan Jørgensen.

Måltidstænketanken får blandt andet til opgave at foreslå en række måltidsråd, som kan supplere de eksisterende kostråd og imødekomme følgende målsætninger:

- Vi er flere der spiser sammen, og vi spiser flere måltider sammen.
- Vi er flere der kan lave mad.
- Vi er blevet mere modige og mere villige til at prøve noget nyt.
- Vi laver oftere vores egen mad.
- "Kvalitet" spiller en større rolle, når vi vælger mad og måltider.

Selvom danske familier er gode til at spise sammen, så er der stadig mange ældre og enlige der spiser alene. Det vil Dan Jørgensen gerne lave om på.

"Et godt måltid mad er en social begivenhed, og vi ved, at man ofte spiser sundere, når man er flere om bordet. Derfor håber jeg også, at flere i fremtiden vil nyde gode måltider i fællesskab på tværs af generationer og gøre turen i køkkenet til en fælles oplevelse," siger Dan Jørgensen.

Tænketanken består af 20 medlemmer, deriblandt kokke, eksperter og repræsentanter fra interesseorganisationer. Blandt medlemmerne er Claus Meyer, Christian Bitz og Adam price. Formand for tænketanken bliver Landbrug og Fødevarers direktør Søren Gade, og det glæder Dan Jørgensen.

"Jeg er meget tilfreds med, at Søren Gade har sagt ja tak til denne opgave. Vi deler begge passionen for danske fødevarer og vil selvfølgelig gerne dele vores begejstring med hele den danske befolkning. Så vi håber, at der vil blive taget godt og fordomsfrit imod denne tænketank," siger Dan Jørgensen.


Læs mere her

tags: Danmark, direktør, tænketank, råvarer, fødevareminister, Søren Gade, organisation,

Ingen kommentarer:

Send en kommentar