I dag mødes medlemmerne af Måltidstænketanken første gang til debat om danskernes madkultur. På mødet skal de 25 eksperter, meningsdannere, praktikere og helt almindelige danskere sætte deres viden, erfaring og engagement i spil og sætte et ambitiøst mål for danskernes madkultur. "Jeg glæder mig meget til samarbejdet med Måltidstænketanken og til at se de nye måltidsråd, der blandt andet skal bringe mere mod, evner og kvalitet ind i de danske køkkener og få danskerne til at spise mere sammen," siger fødevareminister Dan Jørgensen.
Måltidstænketanken har til formål at fremme det gode måltid. Helt konkret skal Måltidstænketankens medlemmer blandt andet bruge deres viden og erfaringer til at foreslå en række måltidsråd, der har følgende mål:
- Vi er flere der spiser sammen, og vi spiser flere måltider sammen.
- Vi er flere der kan lave mad.
- Vi er blevet mere modige og mere villige til at prøve noget nyt.
- Vi laver oftere vores egen mad.
- "Kvalitet" spiller en større rolle, når vi vælger mad og måltider.
Måltidstænketankens arbejde ledes af Lejres borgmester, Mette Touborg (SF):
"Det bliver en fornøjelse at arbejde med så mange kompetente mennesker. Vi kan ikke pådutte nogen en bestemt madkultur, men vi kan starte en dialog og en debat og forhåbentlig øge bevidstheden om det gode måltid så vi danskere smager mere på maden, nyder den mere, stiller krav til kvaliteten af vores mad, spiser mere sammen og får bedre måltider. Alt sammen fordi vi ved, at det er vigtigt for vores livskvalitet," siger Mette Touborg.
Foruden måltidsrådene skal tænketanken komme med initiativer og anbefalinger til, hvordan vi styrker udviklingen af den danske mad- og måltidskultur. Blandt andet ved at udarbejde et idékatalog.
Læs mere her
tags: tænketank, borgmester, fødevareminister, SF, livskvalitet,
Ingen kommentarer:
Send en kommentar