torsdag den 21. april 2016

Gode råd om mad uden gluten


En pjece med vejledning i, hvordan mennesker med cøliaki spiser en kost fri for gluten, er udkommet i en opdateret udgave. Den nye version indeholder bl.a. information om den seneste lovgivning på området og nye anbefalinger for gluten i småbørnskost. DTU Fødevareinstituttet er medforfatter på pjecen.Cirka en procent af den danske befolkning lider af den kroniske sygdom cøliaki, som er intolerance overfor proteiner, der findes i bl.a. hvede, rug og byg. Disse kornproteiner kaldes i daglig tale gluten.

DTU Fødevareinstituttet er medforfatter på pjecen: Cøliaki og mad uden gluten, som beskriver hvad sygdommen er, hvordan den diagnosticeres og behandles, og hvordan man spiser en kost, der er glutenfri.

Pjecen er nu udkommet i en femte udgave, som afspejler ny lovgivning på området. Særligt reglerne om oplysningspligt for ikke-færdigpakkede fødevarer er ændret. Der er også kommet nye anbefalinger om introduktion af gluten til spædbørn. Derudover er listen opdateret over, hvilke fødevarer der er naturligt glutenfri, og hvilke der indeholder gluten.

Pjecen er målrettet personer, som har fået konstateret cøliaki, eller som har et barn med lidelsen, men kan også bruges til at informere familie, venner, daginstitution, skole og andre om sygdommen.

Stor markedsudvikling siden første udgave
Der er sket meget inden for glutenfri kost siden den første udgave i 2000. Dengang var der langt færre glutenfri produkter på det danske marked, og få mennesker vidste, hvad gluten var.

Det stigende fokus på gluten har gjort det lettere at holde en glutenfri diæt, men har muligvis udvandet alvorligheden af, at folk med cøliaki får en kost, der er fuldstændig fri for gluten.

Læs mere her

tags: lovgivning, spædbørn, DTU, forfatter, sygdom,

fredag den 15. april 2016

Helt fint at stege i planteolie


Der er ikke videnskabeligt belæg for, at folk skal gå udenom koldpressede olier som fx jomfruolivenolie, når de steger mad derhjemme. Det viser en undersøgelse fra DTU Fødevareinstituttet af den effekt, som stegetid og -temperatur har på fedtsyresammensætningen i og harskning af forskellige spiseolier.I danske hjem er stegning en af de mest brugte måder at tilberede mad på. Fødevarestyrelsen anbefaler, at danskere vælger planteolier eller bløde/flydende margariner til at stege i.

Alligevel er mange koldpressede olier fra tid til anden udråbt som uegnede til det formål. De beskyldes for at være ustabile ved stegning, og for at de flerumættede fedtsyrer derfor harsknes. Det betyder, at der bliver dannet potentielt sundhedsskadelige nedbrydningsprodukter, eller at de omdannes til transfedtsyrer, som øger risikoen for livsstilssygdomme som hjertekarsygdomme og kræft.

DTU Fødevareinstituttet har undersøgt den effekt, som stegetid og -temperatur har på fedtsyresammensætningen og på harskning af forskellige spiseolier Det er sket dels ved at gennemgå den tilgængelige videnskabelige litteratur om emnet, dels gennem forsøg med at opvarme forskellige olier og måle nedbrydningsprodukter fra harskningsprocessen.

Transfedtsyrer efter stegning i lang tid
Undersøgelsen viser, at fedtsyrerne i majs- og solsikkeolie er mere følsomme for omdannelse til transfedtsyrer end fedtsyrerne i raps- og olivenolie. Selv i majsolie bliver signifikante mængder af transfedtsyrer først dannet, når olien både udsættes for meget høje temperaturer over 200°C og opvarmes i lang tid, hvilket vil sige mindst en time ved 200°C eller en halv time ved 220°C.

I Danmark må industrielt producerede olier og fedtstoffer højst indeholde to gram transfedtsyrer per 100 gram fedt. Undersøgelsen viser, at majsoliens indhold af transfedtsyrer først efter opvarmning ved mindst 220°C i fire timer stiger til over to gram per 100 gram. Pandestegning er typisk kortvarig og olien genbruges ikke, så derfor har pandestegning kun begrænset effekt på oliens fedtsyresammensætning ved normal husholdningsbrug.

Forskellige grader af harskning
Når planteolier opvarmes, bliver de udsat for en harskningsproces. Forskelle i fedtsyresammensætning og oliernes indhold af antioxidanter har indflydelse på, hvor følsomme de er overfor denne proces. For eksempel er soja- og rapsolier mere stabile end solskikke- og majsolier.

Mest velegnede olier
Undersøgelsen viser, at olier med et lavt indhold af polyumættede fedtsyrer generelt er mest stabile, hvilket gør især raps- og olivenolie velegnede til stegning. De fleste planteolier har et naturligt eller tilsat indhold af antioxidanter, der beskytter olien mod harskning ved almindelig anvendelse i husholdninger.

I litteraturen findes intet belæg for, at koldpressede olier som ekstra jomfruolivenolie er uegnet til stegning og kun bør tilsættes maden direkte.

Læs mere her

tags: Danmark, DTU, Fødevarestyrelsen, videnskab, fedtsyre, sygdom, livsstil,

torsdag den 14. april 2016

Få vegansk velvære i din hverdag


Et stigende antal danskere vælger kødet fra på grund af etiske og miljøbevidste overvejelser. Der er efterhånden stor enighed om, at vi bliver nødt til at spise mindre kød i dagligdagen. Mia Sommer er en passioneret madblogger, veganermor og kogebogsforfatter, der i sin nye bog "Vegansk velvære" præsenterer 110 inspirerende opskrifter fyldt med grøntsager, bælgfrugter og gode kornprodukter.Vegansk velvære henvender sig til alle, som er interesseret i en grønnere og sundere hverdag. Opskrifterne er nemme at gå til og tager udgangspunkt i råvarer, som du kan købe i et normalt supermarked. Bogen har desuden gode råd om ernæring, veganske basisvarer
og vegansk børnemad.

Mia Sommer gør det nemt at vælge en grøn hverdag. I bogen får du opskrifter som en spicy chili sin carne, en kraftig kartoffelcurry, quinoasalat med bagte auberginer eller en bønnesalat med pesto. For Mia Sommer handler velvære ikke kun om sund mad, men også om lækre desserter, og hun viser i bogen, hvordan klassikere som jordbærtærte, drømmekage og kanelsegle kan laves i en lækker planteudgave.

VELVÆRE OG LIVSNYDELSE
Mange oplever ifølge Mia Sommer øget fysisk og psykisk velvære, når de begynder at spise vegansk. Den grønne livsstil giver mere glæde og mere energi. "Det handler ikke kun om næring og etiske overvejelser, men også om livsnydelse og madglæde. To ting som jeg personligt oplever, efter jeg er
blevet veganer. Den psykiske og fysiske velvære er i top" siger Mia Sommer, som tror denne gode følelse ikke kun skyldes den sunde kost, men også, at hun kan lave mad helt uden dårlig samvittighed.

"Jeg behøver ikke at glemme, hvor maden kommer fra for at kunne se mig selv i øjnene. Jeg kender mange veganere, og jeg oplever, at andre har det på samme måde. Vi er meget begejstrede for mad, og når vi mødes, nyder vi ofte store mængder plantemad. En af de dejlige ting ved vegansk mad er også, at den generelt indeholder færre kalorier end mad, der er lavet af dyr. Det betyder, at man med god samvittighed kan spise store portioner, og det er jo en god ting, når det smager så godt."


DET GRØNNE ALTERNATIV
Som mor til tre børn, jurastuderende og madblogger, så har det været vigtigt for Mia Sommer at lave en bog til alle med en travl hverdag, hvor den sunde og grønne levevej ikke altid prioriteres først. Opskrifterne gør det nemt for læserne at vælge det grønne alternativ, og Mia Sommer deler ud af hendes egne veganske erfaringer. "Opskrifterne er nemme at gå til og kræver ingen specielle ingredienser eller forkundskaber. De inspirerer til en grønnere livsstil og vækker madglæde i hverdagen." Mia Sommer understreger også, at retterne fra bogen kan laves til fødselsdage, højtider og andre specielle anledninger. Det er bare at åbne bogen og gå i gang.


Bogen udkommer 13/4 - 2015
Pris: 329.95
Sider: 270

Læs mere her

tags: råvarer, samvittighed, supermarked, energi, studerende, forfatter, blogger, miljø, miljøbevidst, frugt, kalorier, livsstil, ernæring, salat,

onsdag den 13. april 2016

Ny metode til at bestemme fødevarers indhold af uorganisk arsen


En ny europæisk metode til at analysere fødevarers indhold af uorganisk arsen er udviklet på DTU Fødevareinstituttet. Uorganisk arsen er ifølge Verdenssundhedsorganisationen, WHO, kræftfremkaldende, og præcise målinger er nødvendige for at tjekke, om mængden af stoffet i forskellige fødevarer holder sig under de europæiske grænseværdier, der er sat for at beskytte forbrugere.Uorganisk arsen er et stof, som forekommer naturligt i jord, vand og visse fødevarer. Hovedkilderne i den danske kost er ris og risprodukter.

Ifølge WHO er uorganisk arsen kræftfremkaldende, og i 2009 vurderede den Europæiske Fødevaresikkerhedsautoritet, EFSA, at stoffet er giftigt i lavere doser end tidligere beregnet. I 2015 fastsatte EU grænseværdier for uorganisk arsen i ris og risprodukter. Samme år udsendte EU også en henstilling til medlemslandene om at øge overvågningen af uorganisk arsen i fødevarer for at få et forbedret datagrundlag til risikovurdering af indtaget.

Metode bestemmer det sundhedsskadelige uorganiske arsen
I et projekt under den europæiske standardiseringsorganisation, CEN, har en gruppe forskere på DTU Fødevareinstituttet udarbejdet en ny analysemetode til specifikt at bestemme indholdet af uorganisk arsen i fødevarer.

Tidligere metoder har målt fødevarers totale indhold af arsen, men bruges disse data i risikovurderinger for indtaget af uorganisk arsen fra forskellige fødevarer, bliver risikoen ofte fejlvurderet.

Den nye metode er blevet testet og verificeret af 15 europæiske og amerikanske laboratorier, og er nu godkendt som den europæiske analysestandard for måling af uorganisk arsen i fødevarer.

Indsamling af nye europæiske data
EFSA indsamler løbende data fra EU's medlemsstater om fødevarers indhold af kemiske forureninger – deriblandt uorganisk arsen. Efterhånden som medlemsstaterne begynder at rapportere resultater fra prøver, der er analyseret med den nye standard, vil EFSA kunne skabe et mere retvisende billede af det faktiske indhold af uorganisk arsen i Europas fødevarer. Den viden vil kunne bruges til at styrke EFSA's risikovurderinger på området.

Læs mere her

tags: euro, 2009, Europa, EU, kemi, overvågning, DTU, organisation, stemmer,

lørdag den 2. april 2016

Helhedsvurdering: Hvor sundt er det du spiser


Det vi spiser påvirker vores helbred, men i hvilket omfang en specifik fødevare er god eller dårlig er ofte svært at afgøre. Der er imidlertid udviklet metoder til videnskabeligt at vurdere fødevarers sundhedsmæssige nettogevinst. DTU Fødevareinstituttet forsker i, hvordan sådanne helhedsvurderinger kan udvikles og optimeres.Mange fødevarer kan have både positive og negative sundhedsmæssige egenskaber. Fisk indeholder eksempelvis gode fedtsyrer, men kan også indeholde tungmetaller, og nødder indeholder gavnlige fedtstoffer, men kan desuden indeholde kræftfremkaldende gifte fra skimmelsvampe (aflatoksiner). Hvis man ikke afvejer de forskellige sundhedsmæssige konsekvenser, kan det være svært at finde ud af, om man skal vælge en fødevare til eller fra.

Det er for nyligt blevet muligt objektivt at veje de positive og negative egenskaber ved enkelte fødevarer eller fødevaregrupper op mod hinanden gennem helhedsvurderinger, der også kendes som risk-benefit vurderinger. Her kvantificeres og sammenholdes de pågældende egenskaber videnskabeligt for at afgøre, om fødevaren eller fødevaregruppen samlet set giver en sundhedsmæssig nettogevinst.

DTU Fødevareinstituttet forsker i at optimere metoderne til sådanne helhedsvurderinger.

Arbejde på tværs af discipliner
Helhedsvurdering er en relativ ny disciplin, der trækker på en række discipliner som ernæring, toksikologi, mikrobiologi og epidemiologi. I vurderingerne opgøres de positive og negative sundhedseffekter som oftest i disability-adjusted life years (DALY).

DALY giver et mål for hvor mange år, mennesker må leve med nedsat livskvalitet på grund af sygdom og/eller hvor mange år, der går tabt, fordi et menneske dør tidligere end forventet.

Bred anvendelse
Det er ikke bare muligt at lave helhedsvurderinger af enkelte fødevarer, men også for individuelle næringsstoffer og forskellige kosttyper. I et nyt projekt på instituttet sammenligner forskerne f.eks. den sundhedsmæssige nettogevinst ved at spise som de officielle kostråd anbefaler sammenlignet med, hvad gennemsnitsbefolkningen spiser.

De anvendte metoder kan desuden bruges til at identificere de vigtigste fødevarerisici i Danmark og til at udføre helhedsvurderinger af forskellige kosttyper som økologisk kost og Atkins-kost.

Læs mere her

tags: Danmark, DTU, livskvalitet, videnskab, mikrobiologi, økologi, fedtsyre, sygdom, helbred, ernæring,

fredag den 1. april 2016

Esben Lunde Larsen: Vigtigt med koordineret indsats mod fødevaresvindel


De europæiske myndigheder har i 2015 i en stor koordineret operation beslaglagt falske fødevarer for millioner af kroner. Farvede oliven og forfalsket vin på det europæiske marked understreger vigtigheden af en fælles indsats mod fødevaresvindel, siger miljø- og fødevareminister Esben Lunde Larsen.Svindlen med fødevarer i Europa vokser massivt i disse år. Sådan lyder konklusionen efter afslutningen på en stor fælleseuropæisk jagt på falske vine, fortyndet spiritus og fordærvede fødevarer. Indsatsen Operation OPSON er tilrettelagt af Europol og INTERPOL og er gennemført i tæt samarbejde med myndighederne i flere EU-medlemslande, heriblandt Danmark, samt flere lande uden for EU. I alt har mere end 50 nationer deltaget i operationen.

- Danmark ser med stor alvor på fødevaresvindel. Fødevarer krydser grænser, og derfor er det helt afgørende, at vi koordinerer vores kontrolindsats med andre lande. Vi skal kunne stole på, at for eksempel den italienske vin og de græske oliven har den kvalitet, emballagen lover. Danmark kommer derfor også fremover til at deltage i den internationale indsats mod fødevaresvindel, siger miljø- og fødevareminister Esben Lunde Larsen.

Aktionerne blev gennemført omkring årsskiftet, og det er femte gang, at myndighederne på den måde slår til i en international koordineret aktion mod den organiserede fødevaresvindel.

Svindel med oliven, vin, vodka og whisky

I Italien fandt myndighederne 85 tons oliven, som ulovligt var blevet tilsat kobbersulfat for at forbedre deres farve. I Grækenland afslørede kontrollerne tre ulovlige virksomheder, som producerede falsk alkohol, og i England opsporede myndighederne næsten 10.000 liter forfalsket vin, vodka og whisky. I alt afslørede Operation OPSON mere end 10.000 tons ulovlige fødevarer og en million liter falsk vin, spiritus og andre drikkevarer. Det er også i forbindelse med Operation OPSON, at Fødevarestyrelsens rejsehold har fundet flere tilfælde af forfalsket honning på det danske marked.

- Det er ikke kun et spørgsmål om, at kriminelle får intetanende kunder til at betale dyrt for en fødevaremærkevare, de aldrig får. De mest skruppelløse er desværre også parate til fuldstændig at ignorere forbrugernes sikkerhed for selv at score en økonomisk gevinst. Det skal ikke kunne betale sig at svindle, og derfor har vi målrettet fødevarekontrollen, så den fokuserer på grov svindel, og udvidet Fødevarestyrelsens rejsehold, siger Esben Lunde Larsen.
Sammen med partierne bag det seneste fødevareforlig har regeringen udvidet Fødevarestyrelsens rejsehold, der på dansk grund kigger efter fødevarebranchens mere lyssky aktører. Specialenheden tæller knap 30 medarbejdere.

Læs mere her

tags: England, Danmark, euro, Italien, Europa, økonomi, EU, OL, Grækenland, regeringen, Europol, fødevareminister, ulovlige, græske, virksomhed, kriminelle, regering, Fødevarestyrelsen, miljø, honning,