fredag den 1. april 2016

Esben Lunde Larsen: Vigtigt med koordineret indsats mod fødevaresvindel


De europæiske myndigheder har i 2015 i en stor koordineret operation beslaglagt falske fødevarer for millioner af kroner. Farvede oliven og forfalsket vin på det europæiske marked understreger vigtigheden af en fælles indsats mod fødevaresvindel, siger miljø- og fødevareminister Esben Lunde Larsen.Svindlen med fødevarer i Europa vokser massivt i disse år. Sådan lyder konklusionen efter afslutningen på en stor fælleseuropæisk jagt på falske vine, fortyndet spiritus og fordærvede fødevarer. Indsatsen Operation OPSON er tilrettelagt af Europol og INTERPOL og er gennemført i tæt samarbejde med myndighederne i flere EU-medlemslande, heriblandt Danmark, samt flere lande uden for EU. I alt har mere end 50 nationer deltaget i operationen.

- Danmark ser med stor alvor på fødevaresvindel. Fødevarer krydser grænser, og derfor er det helt afgørende, at vi koordinerer vores kontrolindsats med andre lande. Vi skal kunne stole på, at for eksempel den italienske vin og de græske oliven har den kvalitet, emballagen lover. Danmark kommer derfor også fremover til at deltage i den internationale indsats mod fødevaresvindel, siger miljø- og fødevareminister Esben Lunde Larsen.

Aktionerne blev gennemført omkring årsskiftet, og det er femte gang, at myndighederne på den måde slår til i en international koordineret aktion mod den organiserede fødevaresvindel.

Svindel med oliven, vin, vodka og whisky

I Italien fandt myndighederne 85 tons oliven, som ulovligt var blevet tilsat kobbersulfat for at forbedre deres farve. I Grækenland afslørede kontrollerne tre ulovlige virksomheder, som producerede falsk alkohol, og i England opsporede myndighederne næsten 10.000 liter forfalsket vin, vodka og whisky. I alt afslørede Operation OPSON mere end 10.000 tons ulovlige fødevarer og en million liter falsk vin, spiritus og andre drikkevarer. Det er også i forbindelse med Operation OPSON, at Fødevarestyrelsens rejsehold har fundet flere tilfælde af forfalsket honning på det danske marked.

- Det er ikke kun et spørgsmål om, at kriminelle får intetanende kunder til at betale dyrt for en fødevaremærkevare, de aldrig får. De mest skruppelløse er desværre også parate til fuldstændig at ignorere forbrugernes sikkerhed for selv at score en økonomisk gevinst. Det skal ikke kunne betale sig at svindle, og derfor har vi målrettet fødevarekontrollen, så den fokuserer på grov svindel, og udvidet Fødevarestyrelsens rejsehold, siger Esben Lunde Larsen.
Sammen med partierne bag det seneste fødevareforlig har regeringen udvidet Fødevarestyrelsens rejsehold, der på dansk grund kigger efter fødevarebranchens mere lyssky aktører. Specialenheden tæller knap 30 medarbejdere.

Læs mere her

tags: England, Danmark, euro, Italien, Europa, økonomi, EU, OL, Grækenland, regeringen, Europol, fødevareminister, ulovlige, græske, virksomhed, kriminelle, regering, Fødevarestyrelsen, miljø, honning,

Ingen kommentarer:

Send en kommentar