På mandag modtager det sydfynske ægtepar Aase Rauff og Bjarne Møldrup den internationale og anerkendte pris Reddot Design Award i Tyskland for deres koncept af eksklusivt serveringsudstyr Thurø Line.
På mandag får den stilrene kølebakke fra Rauff & Møldrup på Thurø international blåstempling med Reddot Design Award, som hvert år uddeles til nytænkende og funktionelt design fra hele verden.
Ideen til "den lille kolde" opfindelse opstod, da ægteparret Rauff & Møldrup en solrig morgen nød det gode liv på terrassen på Thurø, og smørret smeltede, før de var færdige med maden. Idéen og designet blev videreudviklet i samarbejde med designeren Frederik Gundelach, der tidligere har vundet international anerkendelse for sit design hos Stelton.
Prisen fra Reddot Design Award bliver givet for den samlede linje fra Thurø, hvor kølebakken er i selskab med en gennemtænkt træbakke og servingsskåle i isblåt Holmegaard–glas. Alt er skabt med øje for det gyldne snit, så bakker og skåle passer sammen i funktion og desuden fremtræder æstetisk.
For Rauff & Møldrup er den internationale designpris kulminationen på fem års arbejde med først ide– og konceptudvikling og siden kamp for at gøre sig bemærket på marked, der er domineret af store navne. Ægteparret har hele vejen igennem holdt fast i ønsket om en smal feinschmeckerlinje til livsnydere.
Idéen fra Thurø holdt, og nu kommer anerkendelsen fra et dommerpanel af 24 designkendere fra hele verden. Reddot Design Award uddeles ved en ceremoni i Essen Opera House i Tyskland den 23. juni. Konceptet fra Thurø har vundet i kategorien "Product Line 2008".
Læs mere her
tags: 2008, Tyskland,
Ingen kommentarer:
Send en kommentar