fredag den 24. august 2012

Nordisk gastronomi i verdensklasse inden du letter

Rejsende i Københavns Lufthavn kan fra den 21. august sætte tænderne i noget af det bedste, det nordiske køkken har at byde på. Fire danske stjernekokke vil på skift forkæle de rejsende med nordisk gastronomi i verdensklasse.

En midlertidig pop-up restaurant vil fra den 21. august til den 30. september servere nordisk mad af den bedste slags til de rejsende i Københavns Lufthavn. Hver uge vil en ny dansk stjernekok sammensætte en delikat nordisk tasting-menu. Restauranten hedder CPH Nordic Dining, og det er ikke hvem som helst, der skal styre slagets gang i det åbne køkken på Nytorv mellem Terminal 2 og 3. De fire kokke er:

- Thomas Rode fra Michelinstjerne-restauranten Kong Hans Kælder
- Jakob De Neergaard, tidligere chefkok på Søllerød Kro, der også er blevet belønnet med en Michelin-stjerne
- Adam Aamann, som står bag den Michelin-anbefalede Aamann smørrebrød og
- Timm Vladimir, vinder af Masterchef 2011.

Spændte kokke
Stjernekokkene vil sammensætte en Nordic Tasting Menu på skift for en uge ad gangen og glæder sig til at give de rejsende en smagsoplevelse af de helt store, når den nye pop-up restaurant slår dørene op. Ikke mindst er den nye dreng i klassen Timm Vladimir vinder af Masterchef 2011 spændt på de nye udfordringer, der venter ham i selskab med kokke i Michelin-klassen:

Jeg er enormt glad og meget beæret over at være med og så med de andre kokke. I'm not worthy. Men jeg gør det sgu alligevel, siger Timm Vladimir.

De garvede på holdet lover at tage godt imod Timm Vladimir og ikke mindst passagererne i lufthavnen:

Jeg synes, det er sjovt at gøre mit til at få sendt folk ud i verden med et godt, solidt, sundt og velsmagende måltid i maven, siger Thomas Rode.

Nordisk mad hitter
CPH Nordic Dining åbner i lufthavnen i forbindelse med madfestivalen Copenhagen Cooking , som indtager København i perioden 20. august-2. september.

Nordisk gastronomi er blevet et af Danmarks stærkeste varemærker, og det er oplagt, at vi som et af Nordeuropas vigtigste trafikknudepunkter lægger os i selen for at give de rejsende en bid af Danmark med ud i verden under Copenhagen Cooking, siger Københavns Lufthavns salg- og markedsdirektør Carsten Nørland, og fortsætter:

Vi vil gerne give de rejsende en smagsprøve på, hvad Nordens gastronomiske hovedstad kan præstere. Gode rejseoplevelser starter allerede i lufthavnen og vores ambition med pop-up restauranten er at gøre gode rejseoplevelser endnu bedre .

Hos SSP, der driver en lang række af lufthavnens restauranter, er administrerende direktør Henrik Andersen ikke bange for at spå om succesen for både Copenhagen Cooking og lufthavnens CPH Nordic Dining:

Vi glæder os til at byde de rejsende velkommen i CPH Nordic Dining og er overbeviste om, at de dygtige kokke og det eksperimenterende koncept vil gøre restauranten til et tilløbsstykke, siger Henrik Andersen.

Den nordiske gastronomi vil ikke kun være at finde i CPH Nordic Dining. I lufthavnen vil man i perioden blandt andet også kunne købe nordiske sandwiches hos Foodmarket, nordiske feinsmecker-hotdogs hos Steff s Place og nordisk blommekage hos Lagkagehuset.

Fakta om CPH Nordic Dining
- Pop-up restauranten vil i uge 34-39 servere ny nordisk mad. Fra uge 35-39 vil menuen være tilberedt af fire kendte danske kokke.

- Restauranten er åben kl. 11-20, og en Nordic Tasting Menu kan købes for DKK 239.

- Fra kl. 6 til kl. 10 sælger CPH Nordic Dining nordisk inspireret morgenmad, der kan købes i både en stor og en lille udgave. Morgenmadsmenuerne byder blandt andet på koldrøget Østersø-laks, røget rensdyr, stenalderbrød og smør, müseost, multebærsyltetøj og hirsegrød med dansk honning.

- I CPH Nordic Dining er der dækket op med porcelæn fra Royal Copenhagen, Georg Jensen-bestik og vinglas fra Ittala.

Læs mere her

tags: Danmark, euro, 2011, København, direktør, restaurant, Timm Vladimir, Københavns Lufthavn, hovedstad, honning, Fakta,

Ingen kommentarer:

Send en kommentar