søndag den 4. november 2012

Frederikshøj kåret som Årets Restaurant 2012

Det blev Wassim Hallal og den aarhusianske restaurant Frederikshøj, som foran hele den danske restaurantelite løb med prisen som Årets Restaurant 2012. Det er så stort, som det kan blive, siger Wassim Hallal.

Restaurant Frederikshøj var oppe mod fire Michelin-restauranter, da Årets Restaurant i Danmark blev kåret ved et stort gallaarrangement søndag aften. Alligevel løb Aarhus-restauranten med prisen foran Noma, Geranium, Restaurant AOC og Søllerød Kro.

Det er så stort, som det kan blive for os. Vi må hvert år se, at der bliver uddelt Michelin-stjerner i København uden at få muligheden for at måle os med dem, men nu har vi et bevis for, at vi er på mindst samme niveau, siger indehaver Wassim Hallal med henvisning til, at Michelin-Guiden kun vurderer restauranter i hovedstaden.

Det er Den Danske Spiseguide, der står for kåringen, og titlen anses for den mest prestigefyldte danske pris. I løbet af året snævres feltet ind til fem kandidater, som alle får muligheden for at vise dommerpanelet, hvad de kan, ved en særlig nomineringsmiddag Frederikshøj fik besøg i september.

Søndag aften var der gallafest på Søllerød Kro, hvor det skulle afsløres, hvem der havde imponeret panelet mest. Det blev Frederikshøj, der fik disse ord med fra dommerpanelet:

Når der ikke er limit for råvareanvendelse, når velsmagens øvre grænse er målet og opleves nået, når fantasien er grænseløs, når ambitionen er synlig som tordenild.

Gourmet-fokus på Aarhus
Udover anerkendelsen kan Frederikshøj forvente, at få konkret udbytte i form af endnu flere gæster i restauranten. Sædvanligvis følger der en øget omsætning på 10-15 procent med en titel som Årets Restaurant. Derudover håber Wassim Hallal, at prisen kan give Aarhus noget at arbejde med i forsøget på at trække Michelin-Guiden til byen.

Der har været meget snak om det, men nu har byen en konkret platform at arbejde ud fra. Vi har beviset på, at det i hvert fald ikke er kvaliteten, der skal holde dem væk, siger Wassim Hallal.

Den Danske Spiseguide er blevet udgivet siden 1978. Sidste år var det Henne Kirkeby Kro, der blev kåret til Årets Restaurant, og i 2010 gik prisen til Noma.
Det er i øvrigt anden gang, Wassim Hallal får titlen han vandt også med Molskroen i 2006.

Se alle årets priser på: http://bentchristensen.com/arets-restaurant-2012-frederikshoj/

For yderligere oplysninger kontakt:

Wassim Hallal, indehaver, Restaurant Frederikshøj: tlf. 2165 5413
Jeppe Lund, direktør, Restaurant Frederikshøj: tlf. 2812 4535

Foto: Jesper Buch Rais

Læs mere her

tags: Danmark, 2010, København, direktør, restaurant, 2012, omsætning, 2006, nominering, hovedstad, Mols,

Ingen kommentarer:

Tilføj en kommentar