Fødevarestyrelsen serverer traditionen tro nu en række gode råd til, hvordan du styrer gennem julen og nytårets middage, uden at bordets glæder spolerer helbredet hos dig og dine gæster. Har du glemt, hvad mormor sagde eller bare kunne på fingrene, så følger her en god håndfuld klassikere, som du bør tage med i køkkenet inden du sylter sylten, ruller rullepølsen og klapper torsken:
Ryd op i køleskabet
Hvis det kniber med pladsen i køleskabet til al julemaden, er det en god idé at starte juleforberedelserne med at gøre rent og rydde op i køleskabet. Sorter ud i fx konservesdåser, øl, sodavand og frugt og grøntsager, der ikke behøver at ligge på køl. Hvis køleskabet er overlæsset, bliver køleskabstemperaturen hurtig for høj.
Hold øje med temperaturen i køleskabet
Kød, pålæg, middags- og frokostretter og andre letfordærvelige fødevarer bør altid opbevares i køleskabet ved højst 5 grader. De fleste bakterier kan ikke vokse, når temperaturen er 5 grader eller lavere.
Vask hænder
Vask hænder og skærebræt, knive og andre redskaber, når du skifter mellem forskellige råvarer og retter. På den måde kan du undgå at sprede bakterier.
Hold råvarer og spiseklar mad adskilt
Når du tilbereder julefrokosten eller julemiddagen, skal du holde råvarerne adskilt fra den færdige mad. Det er især vigtigt at undgå, at der kommer bakterier fra råt kød, fjerkræ, fisk, æg eller fra uskyllet frugt og grønt over på mad, som spises uden at blive varmet op.
Varm maden igennem
Ingen julefrokost uden lune retter - men retterne bør have været varmet ordentligt igennem, inden de serveres. Når maden varmes ordentligt igennem, dræbes bakterierne. Hvis rester af lune retter skal spises dagen efter, skal resterne ikke blot lunes lidt, men igen varmes ordentligt igennem, inden de serveres.
Sæt rester hurtigt på køl
Både de lune retter og de kolde anretninger som sild og laks må ikke stå for længe fremme på spisebordet. Maden bliver nemlig hurtigt lummervarm, og så vil bakterierne stortrives. Hvis du vil gemme rester fra julefrokosten, bør du ikke servere al maden på én gang. Server retterne i flere omgange og sæt resterne i køleskab efterhånden som maden er serveret for sidste gang.Skal du have en større julefrokost hjemme, forbereder du sikkert nogle af retterne dagen før. Husk at nedkøle retterne hurtigt.
God hygiejne ved buffeten
Fødevarestyrelsen har i en julekampagne sat fokus på, hvordan både køkken og spisegæster kan holde en god hygiejne ved buffeter.
Læs mere her
tags: nytår, råvarer, bakterie, Fødevarestyrelsen, frugt, helbred,
Ingen kommentarer:
Send en kommentar