onsdag den 10. november 2010

Fang en økologisk ørred i Øksnehallen

Når Øksnehallen på Halmtorvet i København d. 22. og 23. august 2009 igen slår dørene op til madmessen Eat09, får gæsterne lejlighed til selv at fange en økologisk ørred og spise den.

Produktionen af økologiske ørreder foregår kun i Jylland, men nu er fisken kommet til København, hvor den svømmer rundt i et kar og er klar til at blive fanget, renset, tilberedt og spist af Eat09-gæsterne.

Vil du gerne smage fisken, men har du ingen erfaring som lystfisker, så fortvivl ikke. Faglærer Jens Janniche fra Slagteriskolen i Roskilde assisterer gerne.

Den økologiske ørred stammer fra Todbøl Dambrug i Thy, som har indgået samarbejde med Fiskehuset i Thisted. Fiskehuset står for rygning og distribution af fisken over hele landet, og den økologiske ferske eller røget ørred kan blandt andet købes på nettet.

Hvor kommer maden fra
- Med eventen håber vi både at sætte fokus på, hvor maden kommer fra, og at forbrugerne også har et valg mellem konventionel og økologisk produktion, når det gælder ørreder, forklarer kommunikationskonsulent i Åbent Landbrug, Peter Nyegaard Nissen.

Åbent Landbrug er en del af paraplyorganisationen Landbrug & Fødevarer og har til opgave at møde forbrugerne og vise moderne fødevareproduktion fra jord til bord.
Igen i år har Åbent Landbrug taget landbruget med til Øksnehallen. Udover muligheden for at komme helt tæt på og røre en ko, en tyr og grise, får gæsterne lejlighed til at diskutere landbrug og fødevareproduktion med landmænd.

- Vi byder på masser af oplevelser for både voksne og børn, lover Peter Nyegaard Nissen.

Fakta om økologisk ørred
Der er blevet produceret økologiske ørreder i Danmark siden 2005, men salget er fortsat ret lavt. De danske regler for økologisk fiskeproduktion er på en række områder strengere end andre lande Det gælder både med hensyn til fiskepleje, fiskesundhed og kvaliteten af det vand, som fisken lever i, ligesom det økologfiske fiskefoder skal være GMO frit og uden farvestof. Dertil kommer store begrænsninger i brug af medicin og kemikalier til behandling af fisken i tilfælde af sygdom f.eks. må en økologisk fisk kun medicineres én gang i sit liv og skal tilbageholdes i dobbelt så lang tid som ikke økologiske fisk.

Foto
Faglærer Jens Janniche, Slagteriskolen i Roskilde viser, hvordan man fanger, renser og tilbereder økologiske ørreder på Eat09 i Øksnehallen 22.- og 23. august. Fotograf: Per Gudmann


Yderligere information
Peter Nyegaard Nissen, Åbent Landbrug, 22 15 24 87
Dansk Akvakultur, 89 21 22 60
www.fiskehuset.dk
www.eat09.dk



Læs mere her

tags: København, Danmark, 2009, medicin, Jylland, Roskilde, kemi, landmænd, kommunikation, organisation,

Ingen kommentarer:

Tilføj en kommentar