Viser opslag med etiketten Roskilde. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten Roskilde. Vis alle opslag

fredag den 20. april 2012

Varme hveder på Store Bededag, men hvorfor holder vi Bededag

Ny opskrift: Store Bededag falder altid fjerde fredag efter påske.
Skikken med de varme hveder opstår helt tilbage i 1800-tallet, og denne nye opskrift er piftet op med sød marcipan

Skikken med at spise varme hveder Store Bededagsaften kan dokumenteres i midten af 1800-tallet, men er sandsynligvis ældre. Baggrunden er, at selve Store Bededag skulle være en arbejdsfri bede- og bodsdag. Bagerne skulle også have fri og kunne altså ikke bage brød på selve dagen. Derfor bagte de hvedetvebakker aftenen før, som folk kunne købe for at spise og eventuelt varme dagen efter.

Hvorfor holder vi Bededag
Idémanden bag Store Bededag er Hans Bagger, som var biskop i Roskilde fra 1675 til 1693. Store Bededag var blot én ud af mange bededage. På bededagene bad præsterne i kirken for fred, dagene var bodsdage, og man fastede. Store Bededags helt korrekte navn var "ekstraordinær, almindelig bededag", og den blev indvarslet allerede aftenen før, ved ringning med kirkens største klokke, - stormklokken. Ringningen var signal til, at kroer m.v. skulle lukke, og at der ikke længere måtte drives handel. På den måde var der håb om, at folk kunne komme rettidigt i kirke, som forordningen krævede.

Store Bededag hveder med marcipan
12 stk.

50 g smeltet smør
1/4 liter mælk
50 g gær
1 æg
1 spsk. vaniljesukker
1 tsk. salt
150 g revet Original Odense Marcipan
500 g hvedemel

Kom smeltet smør i en skål og tilsæt lidt af mælken, så det er lunkent. Rør gæren ud heri og tilsæt resten af mælken. Tilsæt æg, vaniljesukker, salt, marcipan og 2/3 del af melet og rør dejen godt sammen. Tilsæt resten af melet, lidt ad gangen, og ælt dejen igennem.

Lad dejen hæve 1 time og ælt den let igennem. Del dejen i 12 lige store stykker og tril til boller. Læg dem på en bageplade, gerne lidt tæt så de vokser sammen.

Sæt bradepanden med hvederne oven på en gryde med næsten kogende vand, så bliver de ekstra luftige og lad dem hæve 20 min.
Bag hvederne ved 200° C i 12-15 min., og afkøl en anelse inden servering. De kan også køles helt af, flækkes og ristes i ovnen eller på brødristeren.

Læs mere her

lørdag den 11. september 2010

Årets dyrskuepølse kåret

Det blev en grillpølse med løvstikke, som løb med sejren og titlen som årets dyrskuepølse tirsdag aften i Aftenshowet på DR1.

- Grillpølsen med løvstikke er den mest karakteristiske af pølserne. Den har en sjov kant, og man kan både smage løvstikketop og rod det gør den original og spændende, lød begrundelsen fra køkkenchef Thomas Rode Andersen fra restaurant Kong Hans i København, da han prøvesmagte 3 forskellige grillpølser fra Aalbæk Specialiteter for rullende kameraer.

Slagtermester Peter Aalbæk fra Farre ved Give var kommet til København for at deltage i det minidyrskue, som Roskilde Dyrskue afviklede tirsdag eftermiddag, og i den forbindelse præsenterede han tre forskellige grillpølser - en klassisk sønderjysk ringriderpølse tilført et moderne tvist af ramsløg, én, der var lavet af nakkefilet og moderniseret med en tilsætning af røgede kødstykker for at give den ekstra kraft i smagen samt vinderpølsen, som er en traditionel frankfurter, hvor smagsbilledet er fornyet med løvstikkerod og blade. Publikum, som trods kulde og blæst, var mødt op i Nyhavn nød godt af de mange smagsprøver og syntes at være enige med kokken i valget.

Endnu flere vil i de kommende uger få lejlighed til at smage vinderpølsen, som lanceres på Roskilde Dyrskue i dagene 4.- 6. juni og på Det Fynske Dyrskue d. 11. 13. juni. Derefter vil årets dyrskuepølse kunne købes i slagterbutikker, som er medlem af Danske Slagtermestre.

Foto
Slagtermester Peter Aalbæk fra Aalbæk Specialiteter i Farre ved Give sammen med kokken Thomas Rask fra restaurant Kong Hans under kåring af Årets dyrskuepølse i Aftenshowet på DR1 tirsdag aften. Fotograf: Jan Djenner

Aftenshowet
Hele indslaget med dyrskuet i Aftenshowet tirsdag d. 25. maj kl. 18 kan ses på www.dr.dk/aftenshowet


Læs mere her

fredag den 10. september 2010

Oplev smagen af Sjælland og Øerne

Æblemost, tomater, gulerødder, honning, øl, mejeriprodukter, fåre- og gedekød, spegepølse, pattegris, hvidløg og krydderurter er bare nogle af de mange regionale fødevarer, du kan opleve i Fødevareudstillingen på Roskilde Dyrskue 4. 6. juni.

- Fælles for de mange produkter er, at de har deres oprindelse i det sjællandske og omliggende øer. Vi vil nemlig gerne vise, hvad sjællandske landmænd, gårdbutikker, mikrobryggerier og restaurationer formår med udgangspunkt i de råvarer, der dyrkes i regionen, siger projektkoordinator i Fødevareudstillingen Lisbeth Færch Gjerulff.

Tips til madlavningen
Udstillingen sætter imidlertid ikke kun fokus på gode regionale råvarer, men også det gode håndværk.

- Vi vil også meget gerne give gæsterne inspiration til at genindføre det gode håndværk i fødevarefremstillingen alt sammen ideer, som du kan tage med hjem og afprøve i eget køkken, forklarer Lisbeth Færch Gjerulff.

Bager Dan Löcke bager for eksempel brød af gamle kornsorter, mens de morgenfriske gæster kan få lov til at smage havregrødens afløser - den trendy fuldkornsgrød, som københavnske cafeer er begyndt at servere med nødder og andet sundt på toppen.

I grønsagsafdelingen går kokkeskolen Selandia amok med rodfrugter og tilbereder sprøde salater med baby-leaf. Her kan du også lære at lave lækre desserter med æbler og presse æblemost, og Østsjællands biavlerforening tilbereder pandekager med honning til os, fortæller Lisbeth Færch Gjerulff.

Når det gælder kød, kan de lærenemme tage bestik af, hvordan man parterer og tilbereder et lam. Og Slagteriskolen vil gerne tage livet af et par myter om kød. Er det for eksempel rigtigt, at kød har bedst af at hvile efter stegning i ovnen, at bøffer og koteletter optager en masse fedt, når de steges på panden og at salt trækker væske ud af kødet Få svarene i Fødevareudstillingen.

Mest for børn
Fredag formiddag kommer der mange skoleklasser på dyrskuet, og i år kan de møde Martin & Ketil på Arlas Naturfestival i Fødevareudstillingen. Det er første gang, de besøger et dyrskue og de to TV-stjerner undrer sig derfor rigtig meget over, at koen spiser grønt græs i den ene ende og at der så kommer hvid mælk ud i den anden.

Læs mere her