Viser opslag med etiketten videnskab. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten videnskab. Vis alle opslag

fredag den 10. september 2010

Dansk nitrit-sejr i EU

Med miljøgarantien i hånden er det lykkedes fødevareminister Henrik Høegh at få forlænget den særregel, som gør det muligt at fastholde skrappere danske krav til brugen af stoffet nitrit i skinker og pølser på det danske marked. De gælder nu til 2015.

EU har dermed tilladt Danmark at gå enegang og fastholde kravene om, at fødevarer på det danske marked kun må have det nitritindhold, der er absolut nødvendigt af hensyn til konserveringen og dermed fødevaresikkerheden.

Fødevareminister Henrik Høegh kalder EU Kommissionens beslutning en sejr for forbrugerne i Danmark og danske fødevares omdømme.

Det er en stor tilfredsstillelse, at vi har formået at få Kommissionen til at anerkende, at den risiko for dannelse af kræftfremkaldende nitrosaminer, der er ved brugen af nitrit i fødevarer, er så veldokumenteret, at Danmark kan sætte sit eget loft over indholdet af nitrit i kødvarer, siger fødevareminister Henrik Høegh.

SCF, den videnskabelige komité for Levnedsmider i EU, har flere gange fastslået, at nitrit kan omdannes til kræftfremkaldende nitrosaminer i fødevarer. Derfor har jeg haft et ønske om, at vi fortsat kan begrænse indholdet af nitrit til det, der er absolut nødvendigt for at undgå tilfælde af pølseforgiftning i Danmark , siger fødevareminister Henrik Høegh.

EU-kommissionen har accepteret, at Danmark frem til 2015 kan fastholde, at alle kødprodukter, der markedsføres i Danmark, skal have et nitritindhold væsentlig lavere end det niveau, der tillades i andre EU-lande.

Desuden skal EU-Kommissionen indenfor 5 år se på, om man kan nedsætte de grænseværdier for nitrit, der er gældende i resten af EU. Det betyder, at Danmark går foran for at begrænse brugen af nitrit som tilsætningsstof i hele EU.

Fakta

- om de danske særregler
Da EU i 1995 vedtog et direktiv med regler for nitrit i kødprodukter var de tilladte mængder langt højere end de gældende danske regler, som allerede havde været gældende i mange år. Ved hjælp af Miljøgarantien i EU-traktaten forsøgte Danmark at opretholde de gældende danske regler. Det blev afvist af Kommissionen, men sagen endte ved EF-domstolen, hvor Danmark vandt. Efter dommen ændrede man EU reglerne i retning af de danske, men uden til fulde at følge de videnskabelige anbefalinger for brugen af nitrit, som Danmark retter sig efter. Det var ikke tilfredsstillende for Danmark, der nu for anden gang har fået midlertidige tilladelser til at opretholde nationale særregler.

- om nitrit:
Nitrit er som alle andre tilsætningsstoffer reguleret i EU. Tilsætningsstoffer kan godkendes hvis de er sundhedsmæssig forsvarlige, har en teknologisk begrundelse og ikke vildleder forbrugeren. Grænseværdier og anvendelsesområde fastsættes ved godkendelse. De danske regler for brugen af nitrit lever op til EU's krav til tilsætningsstoffer. Nitrit tilsættes eksempelvis spegepølser, rullepølse, skinker for at konservere produkterne ved at holde farlige bakterier ude. Det drejer sig primært om den farlige botulisme bakterie, der forårsager pølseforgiftning. Når det er vigtigt at bruge de mindst mulige mængder nitrit til konservering, er det fordi nitrit kan omdannes til sundhedsskadelige nitrosaminer, som er kræftfremkaldende stoffer, der af både DTU, Fødevareinstituttet og SCF, den Videnskabelige Komité for Levnedsmidler i EU, er vurderet at udgøre en væsentlig sundhedsrisiko.

Læs mere her

mandag den 6. september 2010

Jungle-urt giver vidundersødemiddel

Den brasilianske plante stevia er verdens sødeste den smager bedre end sukker og er helt kaloriefri. WHO har godkendt stevia for længe siden, men EU-kommisionen tøver stadig

Stevia-planten indeholder søde-stoffet steviosid, som er flere hundrede gange sødere end sukker, uden kalorier og fuldstændig ufarligt for kroppen. Desuden har stoffet vist sig at være helt uden bivirkninger. Men vi europæere må vente på det gavnlige, naturlige sødemiddel lidt endnu.

Gammel indiansk medicinplante
Steviosid er blevet brugt som sødemiddel i store dele af verden siden dets opdagelse for 100 år siden. WHO godkendte det for år tilbage, og talrige videnskabelige undersøgelser viser, at stoffet er gavnligt og uden bivirkninger. Alligevel har en godkendelse fra EU-kommissionen ladet vente på sig, men der er måske håb forude, mener lektor, PhD. Per Bendix Jeppesen fra Århus Universitet.

Han leder en forskergruppe, der har undersøgt Stevia-plantens egenskaber de sidste 10 år. Det var et besøg i Amazonas-junglen hos en indianerstamme, som pga. en genfejl har en forhøjet forekomst af type 2 diabetes, der gjorde Per Bendix Jeppesen opmærksom på den brasilianske urt. Indianerne holdt nemlig diabetessymptomerne nede ved at drikke the brygget på Stevia-planten hver dag. Jeppesens undersøgelser viser blandt andet, at steviosid reducerer blodsukkeret, har en positiv effekt på kolesteroltallet og sænker blodtrykket. Dermed kan stoffet muligvis afhjælpe mange af de bivirkninger, som diabetespatienter lider af.

Godkendt i Frankrig og USA
Steviosid er allerede godkendt til fødevarer i Frankrig og Schweiz, men mangler altså EU-kommissionens blå stempel for at kunne komme ud i resten af Europa. I USA er produktet ligeledes godkendt, og virksomheder som Coca Cola og Pepsi har allerede taget patent på flere anvendelser samt navne til det naturlige sødestof. På baggrund af den efterhånden udbredte brug af steviosid og de omfattende undersøgelser, der viser stoffets gavnlige effekter, mener Per Bendix Jeppesen, at EU-kommissionen højst sandsynlig godkender steviosid i januar 2011. Den Europæiske Fødevare Autoritet (EFSA) har allerede godkendt steviosid, hvilket betyder, at der ikke er nogle toksikologiske farer ved at bruge det i fødevarer i de angivne mængder. Og der er efterhånden så stor en efterspørgsel på Stevia-planten, at der ville rejse sig en forbrugerstorm, hvis ikke EU godkender steviosid, siger han.

Sukker er gift
Per Bendix Jeppesen er ikke den eneste, der gerne ser steviosid på det europæiske marked. De Danske Vægtkonsulenter udbyder allerede selv Multisød, som også er et fuldstændigt naturligt produkt, der ikke giver blodsukkerstigning og ikke indeholder kalorier. Multisød er udvundet af majs via en gæringsproces. Men virksomheden, der tilbyder hjælp til kostomlægning, er varme fortalere for, at naturlige sødestoffer generelt og steviosid i særdeleshed får en mere fremtrædende plads i fødevareproduktionen herhjemme. DDV kommer i oktober med deres første produkter med Multisød.

Udover at sukker feder og giver huller i tænderne, er der også indikationer på, at det er direkte årsag til et stigende antal diabetikere. Det er i det hele taget det rene gift for kroppen. Men vi har vænnet os til, at alting skal smage sødt, og derfor har vi brug for naturlige alternativer. Både til at putte i the og kaffe, men også i fødevarer, der alt for ofte indeholder alt for meget sukker. Steviosid har en bedre smag og da det, ligesom Multisød, ikke indeholder kalorier og ikke giver blodsukkerstigning, vil det derfor være oplagt at bruge i fø­devarer, der henvender sig til den sundhedsbevidst forbruger, siger Thomas Møberg, direktør for De Danske Vægtkonsulenter.

Læs mere her